Horrorshorts

Det er ikke kun eventyr Skriverkarl Finurligheder og Platugleri ApS planlægger at blive det helt store indenfor! Også horror arbejdes der benhårdt for at få foden indenfor i. Mine korte horrorhistorier kan du finde herunder, hvis du tør! Og vil. Og magter det. Opdateres løbende.

Blodspor

Det var mørkt. Vinden tudede i piletræerne, og et sted i det fjerne var et fårehold gået i tørvemosen. Jarl ”Bobcat” Tærskergaard kunne høre hyrden bande ud i natten.

Jarl var på vej hjem fra Old Boys-fodbold hos FC Snabeldyrs syvendehold, og det var blevet midnat, inden han var kommet afsted. Heldigvis kunne han sagtens styre droschen, selv efter at have kævet en hel ramme dåsebajere og en vase ørredsnaps, sammen med de andre fra holdet. Det var en slags superevne han havde arvet fra sin fatter.

Familiens skimlede vallak, der havde tjent på gården siden kongen hed Harald, prustede foran vognen, imens hans bedste kammesjuk, Kenneth-Tåhyler, sov brandert ud på passagersædet.

Gruset knasede under hjulene, en ugle tudede i distancen, og havde Jarl ikke været så pokkers sej en fyr, så havde myrepatterne for længst danset cha-cha-cha over hans blegfede armbasser.

”Satans til pis,” knurrede han for sig selv. Plejede vejen at være så uhyggelig? Han vidste at den førte ham fordi den gamle, forladte borg, inden han var tilbage i sikkerhed i Splattenbygd. De gamle kællinger i landsbyen sagde at det spøgte på borgen, men det var vås og øregas, det vidste alle og enhver. Spøgelser fandtes ikke, og det eneste der var at frygte, var frygten selv! Og så Store-Bjarke nede fra plovværkstedet, når man skyldte penge.

På begge sider af vejen lukkede skoven sig om ham og droschen, og lydene fra vognen blev kastet tilbage imellem stammerne. Kunne han høre noget bevæge sig derinde? Var det et rådyr? En mår? Ransmænd med hævede sabler og kløe i kleptomanpølserne? Jarl skyndede på sit øg, men dyret var så gammelt og afpillet, at det fløjtede i sidevind. Vallakken havde kun én hastighed.

Øjeblikket efter ramte den første regndråbe ham i nakken, hvor den lynhurtigt åd sig ind under hans trøje, og dansede ned langs den tatovering af en brølende orne, der dækkede hans ryg. Flere dråber fulgte hurtigt efter. I det fjerne rumlede et buldrende tordenbrag.

Skønt!

Jarl skærmede sig for regnen, der i tågede dyner, væltede sig ned over ham. De første lyn flækkede allerede himlen, og der gik ikke længe, før han var gennemblødt helt ned i underdrengene.

I et lynglimt, dukkede den gamle borg op over trækronerne. Jarl mærkede en skælven i kroppen, han ikke vidste hvor kom fra. Bygningen så endnu mere skræmmende ud i lyset fra tordenvejret. Der havde engang boet en baron, kaldet Frederik von Plattendorf. Han var blevet berygtet for selskabstømreri og svindel med momsen, igennem adskillige skuffelandbrug på egnen, indtil han pludselig var forsvundet fra den ene dag til den anden.

Efter en måned havde sognestrømeren fundet baronen og hans familie myrdet i en lysning i skoven. Nogen havde bundet deres tyktarme som sløjfer på deres hoveder, og skåret ordene, ”vask mig,” ind i baronens tykke mave. Detaljerne slap langsomt ud og spredte både rædsel og skræk i landsbyerne.

Jarl gøs. Hvorfor behøvede han at tænke på den uhyggelige historie nu? Billedet af baronens maltrakterede lig dansede igennem hans hoved, imens han prøvede at få det ud. Hans øjne flakkede til borgen. Den havde stået tom i årevis nu.

Var der lys?

Jarl studsede. Et kort øjeblik havde det set ud som om der var lys i et af tårnværelserne, men det var jo absurd? Eller var der virkelig røvere på spil? Han kunne mærke sin hjerterytme stige, og skønt hans årelange alkoholmisbrug, havde gjort at hans følelsesregister nu kun bestod af vrede og melankoli, så mærkede han pludselig skrækken trykke. Han skyndede igen på vallakken. Det var også det pokkers vejr! Han bandede.

Noget skød på tværs af vejen foran dem. Jarl nåede ikke at se hvad det var, før han var sendt i vejret som en anskudt andrik, da hesten stejlede af rædsel. Sekundet efter klappede han durk i gruset med fjæset først, og han mærkede en flintesten skære mosaikker i pandebrasken. Grumset regnvand og slam fra en grøft løb ind i hans mund. Hans albue blødte, og hans skaldede isse fulgte trop. Med et prust som en pukkelhval i brunst fik han trukket ansigtet op ad pytterne, lige tids nok til at se både hest og vogn forsvinde hen ad vejen. Vallakken tonsede afsted på sine tændstikben, vognen havde mistet et hjul, og Kenneth-Tåhyler hang i kalechen med sine fingerspidser, imens han hylede som et kuld kastrerede smågrise. Der gik et øjeblik, så var droschen forsvundet i natten.

Jarl kom på benene. Hele hans krop gjorde ondt, han var gennemblødt, og der var huller på hans brune Adidas-knickers. Han famlede efter en smøg for at dulme nerverne. Heldigvis virkede hans fyrtøj endnu, men regnen fortsatte med piske ned over ham. Kunne han gå hjem? Nej, der var stadig alt for langt til at han kunne klare turen til fods. Mindst 800 meter. Hans blik løb til højre, op ad borgens facade.

Der var virkelig lys i et af værelserne. Kunne der mon være flyttet nogen ind? Han blev enig med sig selv om, at han måtte tage chancen, og under alle omstændigheder måtte han i ly. Derfor slog han armene for hovedet og begyndte at sjoske op imod borgen.

Den var større end han havde troet. Bygget af asynkrone kampesten og tagplader af asbest. Engang havde forhaven sikkert været overdådig, men nu var den en mødding af haveaffald og knækkede brædder uden trykimprægnering. Vinden peb og tudede i alle karme og bøjninger på bygningen, og det lød som tusind gengangere, der skrålede en vise.

Jarl skuttede sig. Heldigvis var hans fantasi både dårlig og begrænset til et rollespil i et voksenmagasin, så hans umiddelbare frygt bestod af at døren skulle være låst. Eller at ejeren skulle være medlem af et ungdomsparti.

Foran døren tøvede han dog alligevel. Var det en god ide? Han havde engang været spejder, og kunne måske bygge en form for bivuak i skoven til i morgen? Han droppede hurtigt ideen. Huskede at han havde stukket en dolk i lysken på sin tropsfører, da han skulle forsøge at bage et snobrød. Han lod sin knyttede hånd ramme de svære planker døren var gjort af.

Lyden af hans banken, forplantede sig i bygningen, som uhyggelige ekkoer. Der gik en evighed, og han overvejede at tage i håndtaget, da døren endelig gled op med en knirkende lyd. Jarl forventede at se nogen i døråbningen, men der var ingen. Han tog mod til sig og stavrede indenfor.

Han kom ind i en gigantisk hall, der strakte sig op igennem borgen. Et par fakler brændte ved den ene væg, og han genkendte et 1:1 portræt af en tudende Bjarne Riis.

”Får vi gæster?” En stemme fik ham til at glemme alt om indretningen, og i stedet vende sig imod en dør der var blevet åbnet. Der stod en kvinde i den. Hendes hår var sort, hun var i en sort kjole, og der sad en kalkungrib på hendes ene skulder. Hun trak sine højrøde læber ud i et bredt smil, og Jarl forsøgte at gengælde smilet.

”Jeg … Min vogn … Jeg ville bare i ly,” fik han endelig gylpet.

”Forståeligt. Det er også et djævlens vejr at rende rundt i. Kom ind og få varmen. Thi jeg er netop ved at grille!” Kvinden smilede igen, og hendes kølige skønhed, fik ham til at sætte i et fjoget grin.

”Jeg er faktisk også lidt sulten!” hørte han sig selv sige.

Kvinden nikkede og vinkede ham med sig ind i et tilstødende rum. Det var en gildesal, og den var så enorm, at Jarls familiegård med lethed kunne have stået på højkant derinde. Der brændte en buldrende ild i kaminen, og ved siden af et langt bord, der var dækket til to, stod en stor havegrill og ulmede. Den var en kopi af en Weber, men man skulle tæt på, for at spotte det.

”Der er skinkesøm over kullene,” smilede kvinden muntert, og hentydede til de frankfurtere der lå og sydede.

Jarl hørte sin mave rumle.

”Lyder sgu godt,” jublede han.

”Jeg hedder Catallin Tepes, men kald mig bare Berta,” fortalte kvinden.

”Jarl!” Han rakte hånden frem og hun trykkede den. Hendes hud var iskold, men hun var egentlig ret køn, nåede hans hjerne at tænke. Med fuldt overlæg trak han i sit bedste scoresmil, han bildte sig ind kunne smelte hjerter. Og øjeæbler. Som ethvert mandfolk, vidste han med sikkerhed, at han kunne gafle alle kvindfolk, hvis bare han gad. Indtil videre havde han dog holdt sig til at gafle et par søer, en bramgås, og en dukke han havde bygget af halm og en stjålen sommerkjole.

”Tag plads, maden er næsten klar …” Berta viste ham hen til bordet, hvor han velbehageligt tog plads. Der var sat både ketchup, remo’ og ristede løg frem. Atmosfæren i rummet var god og varm, røgen fra grillen fyldte rummet, og der duftede lifligt af grillet kød.

”Jeg tror de er der!” Berta klappede i hænderne og fremdrog en pølsetang. Gavmildt læssede hun pølser over på Jarls tallerken, og han gik straks i gang med at proppe i gabet.

”Kæft, det er sager!” bifaldt han og hun smilede hjerteligt, så hendes smilehuller dukkede op.

Hvor heldig kan man være?

Jarl følte sig ovenpå, og overvejede om ikke livet som baron ville være noget for ham. Berta sad i hvert fald og slikkede sig om munden over ham. Hun var vel vild i varmen over hans mandighed, og den rulle femmere der kiggede frem af hans bæltetaske. Og dem havde han flere af.

Han tyggede, smaskede og hyggede sig.

”Skal du ikke have noget?” Han kiggede på hende, netop som noget knasede imellem hans tænder. Med en finger fiskede han fremmedlegemet ud. Det var Kenneth-Tåhylers vielsesring.

Jarl gispede. Dernæst satte han i en rallen, og hans blik søgte efter Berta for en forklaring, men det var som om hele verden var blevet tåget for hans blik. Havde hun pludselig fået vinger? Hendes øjne lyste rødt og en skinger latter ekkoede fra hende. Derefter registrerede han ikke mere.

Han styrtede til jorden. Død. Kvalt af kulilte.

For der er fandme ikke noget mere uhyggeligt, end folk der ikke fatter hvordan videnskab virker.

---

Fuldmåne

Radioen skrattede, men Henning ”Humlebaronen” Ornemose kunne heldigvis stadig høre de liflige toner fra ”Den Hvide Dværg”, lige så tydeligt som dengang han så Lars Lilholt live på et værksted i Hvide Sande. Den svalende brise fra det nedrullede vindue kølede hans pandebrask med mild natteluft, og fik hans skrigrøde gedeskæg til at vaje blidt. Uret i instrumentbrættet på traktoren fortalte ham at klokken var lidt over midnat, og hans bedste makker, Hjalte fra Næsset, sad overskrævs på ploven bagtil, og sov brandert ud, arm i arm med borgmesterens præmieged, de havde tyvstjålet på vejen. Henning klappede rattet. Nød sin ekvipage. Hun var en gammel tøs. En Ferguson i sin bedste alder. Fra en tid uden luftaffjedring i skipperstolen og dobbelte baghjul. Den slags var for svagpissere. Ikke noget for et ægte mandfolk.

De havde været til polterabend i nabosognet siden hanegal.
Deres gamle dart-kammerat, Fribytteren, skulle smedes den førstkommende søndag, med en prægtig tøs, der både havde penge i banken, røg cigar og kunne bænkpresse en middelstor malkeko.

De havde startet dagen med en tur på bobslæde ned ad taget på sognehuset, og sluttet med hver en gummistøvle, fyldt til randen med kogesprit, slavebajer og sokkeuld. Nu var de så på vej hjemad, med Henning stadig i højt humør. Ganske vist svømmede verden lidt for hans blik, og hans ånde lugtede mere kemisk end toilettet i en autocamper, men det gjorde ham kun mere sikker bag roret. At hans promille var blevet til hans procent, gjorde ikke en snus. Han kunne stadig manøvrere sit fartøj som en fandens karl.

Det var en ekstra mørk nat. Månen gemte sit kolde lys bag et tæt skydække, og henlagde landevejen i et kulsort fløjlsklæde. Henning kunne ikke se andet frem for sig, end hvad traktorens forlygter lyste op. Den ene pære var godt nok gået, og hele den anden lygte var blevet stjålet for år tilbage og erstattet med et tællelys, men han kendte jo vejen, så det gjorde ingen forskel. Op over bakken, forbi bodega Sostalden ude ved den nedlagte mergelgrav, så den snedige lille genvej igennem gårdmand Mikkelsens æblelund, og så var de så godt som hjemme i trygge rammer på Fnatholt – Hennings fædrene gård.

”OG FRA. SIT BJERG. KAN VI HØRE HAM SYNGE NED!” skrålede Henning muntert ud i natten, inden han i næste sekund måtte hugge traktorens bremser i bund, så hans braktud lige kyssede vindspejlet, og Hjaltes forlorne tænder skød forbi kabinen som en komet i kredsløb. På vejen foran dem stod en person.

”Sataneme’, se a’ pis’ a’ fra æ’ wej’!” Henning snød rasende næsen på traktorens dørk og pustede sig op, som når han forsøgte at få på kredit nede hos høkeren. Han toppede med et, ”og det mæ’ det wuns’! Ellers’ slår jeg dig sønder’!”

Den fremmede flyttede sig ikke.

”Gode herre, lad mig blot køre med et stykke vej. Jeg skal ikke langt.” Stemmen var ført lavmælt og mystisk, og fik Henning til at studse. En herre var han nu alligevel aldrig blevet kaldt før. Højst en glatnakke, når han snød til bowling. Han skød sin fedtede kasket tilbage i nakken og tog den fremmede rigtigt i øjesyn.

Det var en høj mand, iklædt en lang kutte, spidse sko og med tilbageredt kulsort hår. Hans øjne strålede rødt, hans hud sad stram og hvid over de markante ansigtsknogler, og ved hans side stod en ramponeret rullekuffert. Om halsen dinglede et pentagram i et rustent materiale, med gotiske bogstaver mejslet ind, så de dannede en sætning på rumænsk.

”Æ’ kjøwenhavner’,” konstaterede Henning med overbevisning. Han kunne kende den slags. Selv var han fra Roskilde.

”Stik ham en på trynen!” foreslog Hjalte.

”Bare kæft, bett’ Hjalte. La’ du nu gaml’ Henning om a’ tackle sån’ æ’ fisfornem’ karl!” Henning stak et cigaretskod i munden, knaldede traktorens dør op og hoppede ud. Med kendermine stak han tommeltotterne ned bag buksekanten, kneb det ene øje i og sjoskede nærmere den fremmede.

”Wa’ sa’ du a’ du wille’?” Som han havde set Jacob Haugaard gøre det, pustede Henning røg i mandens ansigt. Man skulle vide hvordan man snakkede til de udenbys kanaljer.

”Blot køre med et stykke,” gentog manden, og smilede så det lynede i hans lange hjørnetænder.

”Jaså. Har du så knaster t’ suppe t’ æ’ vogn?” spurgte Henning, og øjnede en fidus.

Manden så forvirret ud. ”Jeg forstår ikke …”

”Ja, sprøjt til æ’ tank, så vi ka’ komm’ deruda’ og widere’!” Henning pegede på traktoren.

”Åh, De mener om jeg kan betale for brændstof?” Manden kneb sine smalle øjne længere i, og lyste op i et indladende smil. ”Tag mig blot med, så skal De aldrig bekymre Dem om brændstof, eller noget andet, igen.”

”Satme’ i winkel’ da!” jublede Henning muntert og spyttede i sin begsorte håndflade, inden han rakte næven frem. Manden undlod at tage imod den. I stedet greb han sin kuffert, før han kravlede op i traktoren.

Henning kravlede bagefter, henviste blafferen til det smalle passagersæde, og tog så plads på førersædet.

”Wa’ hejer’ du?” galede Henning over skulderen, imens han baksede med traktorens genstridige første gear.

”Mit navn? Jeg er blevet kaldt mangt og meget. Hviskende, skrigende, grædende … Du kan kalde mig … Narratu, Blodmageren!” lød svaret, idet en iskold vind fik det til at ruske i krat og lyng.

”Satme’ for langt, da! Dur’ sgutte’! Du må nøjs’ mæ’ Nalle!” afgjorde Henning og snøftede, så en slimet lyd lagde sig over traktorens førerhus. ”Ålle de lærde og de fine, de er satanedeme’ æ’ rod’ t’ al’ ondt! Væk mæ’ hele æ’ bundt!” føjede han til og følte sig i et vældigt humør. Kækt rettede han på bakspejlet, for at se hvad hans passager sagde til sådan en smøre, men Nalle stirrede blot tilbage med sine blodrøde øjne, uden at sige noget. Faktisk blinkede han ikke, rørte den mindste muskel eller bare trak vejret, men Henning havde ikke været firdobbelt amtsmester i armlægning og slagsmål med cykelkæde for ingenting. Han var ikke sådan at skræmme.

Fyren havde vel sine grunde.

Ret forude dukkede Snaskerød op ad tågen. Den landsby hvor Henning havde gået i folkeskole, hvor han havde fået sit første kys, og siden sin første brosten svunget durk i sylten, til en brækket kæbe, for selvsamme kys. Så var de snart hjemme!

Byen var øde.

Selv ikke ved Spækrondellen, den lokale pølsevogn, var der liv. De passerede Halte-Allans mejetærsker-handel, Røde Ællings betongalleri, og den asbestbeklædte maskinhal, kulturforeningen havde prøvet at få fredet siden 1974. Ikke et øje var at se i gaderne. Og der var ikke engang håndboldlandskamp. Henning kløede sig på issen, og trak på skuldrene. Der var vel halbal et sted. Eller en hoppe der folede …

Bag ham var Nalle begyndt at mumle på et sprog Henning ikke forstod, imens han krammede en lille morbidt udseende dukke i sin stærke venstre næve.

”Nu ik’ noe’ pis mæ’ dig!” formanede Henning over skulderen. Han gad ikke at høre på fremmedsprog i sin traktor. I det samme dukkede byens tankstation frem af de sære skygger, der nu syntes at krybe frem fra alle gyder og brønddæksler. Den var et kærkomment syn, da tankmåleren viste at traktoren efterhånden var tom som det proaktive center i hovedet på en politiker, og med et flot sving, styrede Henning dem ind under stationens lække tagdækning. Der var kun to pumper, men de var begge propfulde af blå diesel, så det gjorde ingen forskel.

”Frem mæ’ æ’ skejser, bror lort!” Henning stødte muntert albuen i siden på Nalle, imens han kravlede ud. Den fremmede knurrede lavmælt, og slikkede sig om munden med en kløftet tunge. Henning var ligeglad. Tølperen havde at hoste op, ellers kunne han få et par på skrinet. Længere var den ikke.

Henning fattede sit fyrtøj og tændte en ny smøg, imens han jog pistolen i traktorens tank, til den ikke kunne komme længere. Diskret spejdede han i retning af tankstationens lille butik, for at se hvem der stod i kassen. Selve biksen var skruet sammen af kasserede spånbrædder, et par pyntelister og håbløs optimisme. Halvdelen af varesortimentet var stjålne konservesdåser med rensdyrbov fra det gamle militæranlæg syd for byen, og den anden halvdel bestod af brændevin, parallelimporteret slik og sleske magasiner. Alt hvad man skulle bruge.

Henning skød øjenbrynene op i panden, da han så Johanne vimse omkring bag disken. Hende havde han haft et godt øje til, siden dengang hun slog ham i en ølstafet på gaffeltruck. Som en verdensmand strøg han sig til et hæderligt hentehår, ved hjælp af den fedtede rørtang han havde i lommen, og plukkede en tidsel der voksede op igennem de misligholdte brosten. Nu skulle han denondelyneme’ charmere tøsen.

”Go’awten’” skrålede han flot, så tagharen i gavlen fik høreskader.

”Fald død om.” Johanne gad ikke engang vende sig da han kom ind. Hun var i kedeldragt og hårnet. Tatoveringen af en grædende Jesus på halsen havde hun selv tegnet.

”Satme’ æ’ strik du er!” Henning fiskede en lakridspibe med gedeostsmag til sig og tog en stor bid. Vinden fik træværket til at give sig, med en knirken der skar igennem marv og ben. Tåge og fortættet mørke voksede mystisk sammen, og krøb ind igennem hver en sprække. Traktoren var forsvundet af syne i den tætte suppe. Det dunkle rum syntes henlagt til en anden verden, hvor sære lyde og strubeløs hvisken, lod til at befolke alle kroge.

Henning rakte tidslen frem, men inden han nåede at sige noget, kunne han pludselig høre trin i tågen. Først sagte, men så højere og højere, indtil de pludselig stoppede. Der stod nogen, lige på randen af hans synsfelt. Der lød et bump, idet noget kom rullende over gulvet. Først troede Henning det var en bold, men i skæret fra den nøgne pære i loftet kunne han se, at det var … Hjaltes afhuggede hoved!

Dernæst fulgte en gyselig latter, og med slæbende trin, dukkede Narratu frem ad mørket. Hans ansigt var hvidt som Pusher-Dans næsevægge og hans øjne strålede ondt.

Henning tog et skridt tilbage. Spyttede på gulvet. Og vendte sig så ligegyldigt imod Johanne igen.

”Hwor’ war’ vi? Jo, satme’! Du er æ’ rajti’ rapand, tøsebarn! Vil du aller’ mæ’ på skæg?” Han spidsede munden som et gammelt vildsvin på rov.

”At jeg ikke dør af grin,” fnøs Johanne, og fortsatte med at tælle kassen op.

Narratu var stoppet op. Pludselig usikker på sig selv og sit forehavende.

”Forstår I det ikke, dødelige! Jeg er Blodmageren! Besku!” frembusede hans iskolde stemme og pegede på Hjalte.

”Bett’ Hjalte slipper vi sgutte’ af’ med sån’ lie’! Æ’ nød’ triller aw’ dæ’ laban i tie’ og utie’.” Henning trak på skuldrene. På gulvet klukkede Hjaltes afhuggede knold, så det gyngede i hans grydeklip.

”Jeg er Narratu … Jeg …” begyndte den fremmede igen.

”Bah, nu bare kæft mæ’ dig, Nalle! Blær’ dig’ æ’!” Henning vrissede, netop som der gik en sky fra fuldmånen, og månelyset for første gang faldt ind i butikken. Henning groede fluks et par hugtænder, en lang busket hale og læderagtige vinger på ryggen. Han voksede halvanden meter i højden, mindst to i livvidde, og strid, sort pels dækkede hans krop som en tidevandsbølge. Det venstre øje dinglede ned på hans kind i et par nervetråde, og kløerne på hans hænder kunne gøre en møggreb misundelig. Tungen slaskede ud af flaben. Slipset vidnede om at han pludselig var blevet en aktiv del af bankvæsnet.

Bag disken havde Johanne fået slimede skæl, et vanvittigt skær i de gule reptiløjne, og en kædesav i stedet for sin venstre arm. Hendes livrem var lavet af mennesketarme, og den rene, rå rædsel bølgede ud fra hendes navneskilt fra Q-park.

”Alle her er mareridt i sig selv, fremmede,” hvislede hendes gummer.

”De værste mareridt. Æ’ landsby af monstre!” knurrede Henning helt nede fra bugen.

Det blev for meget for Narratu, der gjorde omkring og stæsede imod udgangen, men han nåede dårligt at tude og kalde på sin mor, eller lægge mærke til at han havde tisset i bukserne, før mørket omsluttede ham.

Han blev aldrig set siden.

Så hvis I hører en traktor i natten, børn – en Ferguson i sin bedste alder – så løb … Løb, og se jer ikke tilbage!

For der findes ikke noget mere uhyggeligt, end de slemme fordomme og antagelser om hvem der er de gode og hvem der faktisk er de onde her i verden. Du kan aldrig vurdere det kun på deres hylster. Husk det