Anmeldelse – Elleskudt

Kreeret af: Signe Fahl

Sider: 422

Bagmænd: Ulven & Uglen

Hvad går der for sig: Vi bliver losset direkte ind hvor 1’eren efterlod os – med mosevand i sokkeletterne, tåge på det regnvåde kindtøj og 1700-tallets bibelplagede kongerige at skridte af. Karen er ved at vænne sig til sin nye tilværelse med tågekluns, løse sjæle og hvad der ellers hører med af vætter, tågedisko og fabeldyr fra datidens latente overtro. Det er en helt ny verden, som det ikke er så lige til at begå sig i, finder hun ud af. Hun har reddet Daniels sjæl, men er selv blevet som ham – et væsen mosen har solidt i kravetøjet, og som må nøjes med at fistre omkring i tågen. Det er et liv med svære dilemmaer, mystiske lyde i natten, og overnaturlige prøvelser, der ville have taget pusten fra selv Bill Murray. For Karen, Daniel og Elle’s Angels er ikke alene i mosen … Begivenheder der har fundet sted tusind år før, hjemsøger stadig Daniel, og som en ulmende plet løbesod, lurer en ældgammel fjende i skyggerne. Kan Karen, Daniel og de andre få krammet på den gnistrende lurendrejer, inden det hele er for sent? Og hvad med Karens forsvundne lillebror? Fortid og nutid bliver blandet sammen, når tågespindet synes at strammes, og snart er der langt mere på spil for vore helte, der pludselig står overfor endnu en kamp om deres fortsatte beståen …

Skriverkarlen synes: Det er første gang jeg anmelder en 2’er! #klapdigselvpåskulderenknægt #anmelderoldermand #rolignu. Den opmærksomme forfølger vil huske, at Skriverkarlen var svært pjattet med første bind af Tågespind – og det har ikke ændret sig. Slet ikke, børnlille. I bind 2 bliver tingene endnu mere fantastiske, mystiske og eventyrlige, og det er altid det man sidder og mangler, når man læser historiske romaner. (Havde Pelle Erobreren ikke været bedre med en enkelt minotaur? Eller vætten Håkon Stålnakke, der lægger tidsler i dine hoser? Det tror jeg vist nok.) Det skal dog ikke tage opmærksomheden fra den historiske research, som forfatteren igen har udført. Vi bliver ikke kun i 1700-tallets Danmark, men vi bliver også taget med tilbage til jernalderen, og som selvudnævnt historienarkoman, sniffer man alle de små detaljer som slik. 1’eren havde potentialet til at blive en klassiker i historisk fantasy, og 2’eren tager over hvor den slap. Jeg elsker personerne. *Indsæt møs.* Karen er stadig meget realistisk, og der er tænkt over, hvordan en almindelig person ville reagere på en fantastisk situation. Vi bliver beriget med en fornuftig mængde tågeknalderi, men som den discipel Amor er glad for at han aldrig fik stukket ud af kommunen, så finder jeg kærlighedshistorien rar, og den rører hjertet på en ægte måde. (Selvfølgelig ikke så meget, at Skriverkarlen lod sig rive med. Jeg havde nemlig travlt med at drikke kulsort øl af anker, fortælle anekdoter om seriefodbold, og andre ting rajtie’ mænd ALTID gør, når de ikke er på værkstedet.) Beskrivelserne af ildvætten, gør ham til en god og mindeværdig skurk, og hans kompleksitet, gør ham samtidig meget menneskelig.  (Til slut så vil jeg dog ønske, at min navnebror i serien kommer over sin stålrettede march imod et Danmarksmesterskab i apati, og får lov at tage bare lidt affære i 3’eren.) Det hele slutter med en ubærlig cliffhanger, der fik mig til at brage bogen i. Jeg forlanger en 3’er! FLUKS! SGU! Jeg kan næsten ikke vente …

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde referencer til kristendommen:

Mængde steder datidens præster ville have lyst bogen i band:

Hvor meget Skriverkarlens ubehag ved tåge er vokset:

Og åben ild:

Lyst til at spise mos efter endt læsning:

Viden om hvordan man laver tykmælk efter endt læsning:

Viden om hvordan man laver tykmælk inden læsning:

Kort summeret: Elleskudt tager over hvor Ellekongen slap. Det er gennemtænkt, velskrevet og stærkt researchet historisk fantasy, med lidt ekstra til alle love-lovers derude. Tilknytningen til Danmarks historie og danske legender og sagn, er blot ekstra guf, man kan nyde mange gange i træk. Du har jo købt den første, som jeg sagde, ikke? Så køber du bare 2’eren med det samme.

Advertisements

Anmeldelse – Fanny Fairychild

Kreeret af: Lykke Lindbo

Sider: 228

Bagmænd: Forlaget Lindbo

Hvad går der for sig: Vi er stæset over den engelske kanal. Til landet med rattet i den forkerte side, det fornuftige forhold til tebreve, og det spøjse forhold til hvor meget man egentlig bør fremstille af hakket kød. Alligevel dufter der allerede fra begyndelsen lidt af det gamle nord, aser, honningsødede bajere, og jætte-hjemmesko foran kaminen. Efter lidt introduktion til nabolaget, og de mystiske kanaljer der bebor det, så møder vi Fanny, der bor med sin sammenbragte familie på en gård. Fanny er et forstandigt tøsebarn, med vid og dybsindighed, der har mistet sin mor, og nu sidder tilbage med sin ellers fornuftige far, white trash stedmor, og alt for tidstypiske brødre – der kun har snuden i cyberspace og ting der er født i ækel friture. Ting sker, magiske fiksfakserier rører sig i krogene, og inden længe finder Fanny et mystisk spejl, der leder hende på sporet af et magisk komplot i sværvægtsklassen. Kan den forsvundne moder have efterladt et spor af brødkrummer for pigen at følge? Og hvad er det egentlig der gemmer sig på den anden side af spejlet? Pludselig er hun hvirvlet ind i en strid, gammel som tiden selv, der ikke bare ændrer hendes opfattelse af sit ophav, men også Fanny selv. Nordiske guder, feer, og hvad der ellers kan krybe og gå af fabeldyr og sagnkræ derimellem, løber spidsrod omkring hende, i en gang dyster tagfat om magt, vælde og verdens fortsatte beståen.

Skriverkarlen synes: Jeg stødte på bogens muntre forfatter, imellem de vilde horder på BogForum, og som et gigantisk platfodet møl, med dårlig humor og hang til Cola Zero, blev den gamle Skriverkarl draget af forsiden på bogen. Omslaget er hjemmelavet, virkelig stemningsfuldt, og giver en perfekt ide om, hvad der venter på siderne. Selve historien er en gigantisk sammenblanding af nordisk mytologi og forfatterens fantasi, så ordlisten bagerst og de medfølgende kort, er en stor hjælp under læsningen. Som enhver selvudråbt badboy-4-life her i det hårdt prøvede kongerige, så ville Skriverkarlen til tider også ønske at han var en fe. (Nu ved I det, næste gang de snakker om rockere og LTF i tossekassen.) (Lad dog være at kalde TV for tossekassen.) Og feer er der nok af i Fanny Fairychild, da det er dem historien er centreret om. Nordisk mytologi er det nye i eventyr-tastaturbanker branchen, og mange forfattere har grebet Odin, Freja, Thor og Hjalte – guden for det at leje en trailer. (Eksperter er stadig ved at vurdere om sidstnævnte overhovedet er en gud. Eller bare en plattenslager.) Historien i Fanny Fairychild er original, og den starter lige på og hårdt, ligesom den også slutter med en solid cliffhanger. Jeg kunne dog godt tænke mig at lære Fanny, og hendes ven Elvy, bedre at kende bogen igennem, i stedet for så mange detaljer om, hvad hun har i sin rygsæk. Indrømmet, Skriverkarlen befinder sig på den flotte side af et par årtier fra målgruppen, og det spiller også ind. De flyvske feer og deres strålende, solbeskinnede verden, vil helt sikkert bjergtage ægte rollinger. Jeg endte dog personligt med at holde mest af jætten Agner, der er en kompleks karakter, og som til slut ender som en slags antihelt, med sure tæer og grimt fjæs. 2’eren til eventyret om Fanny Fairychild er allerede på vej, og jeg håber at lære Fanny og feerne bedre at kende i den! Jeg er sikker på at forfatteren udvikler sig med sin serie.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde fe:

Mængde pistoldueller:

Mængde beskrivelser af medbragt proviant:

Steder The Rock kunne spille en af rollerne i en filmatisering:

Mængde transport på kat:

Mængde steder hvor Marvel – de niddinger – har ødelagt spekulatoren, så man konstant sidder og venter på forfatterens beskrivelse af Thor:

Kort summeret: Fanny Fairychild er en solid debutroman, hvor der er brugt krudt på universet og på at få læseren til at opleve tingene som forfatteren ser dem. Der er plads til mere fordybelse i hovedpersonerne, så man for alvor kommer til at føle med dem og deres strabadser, imens flere af bipersonerne faktisk er rigtig interessant skruet sammen. Kort og ordlister er en lækker detalje, der viser at forfatteren har lagt arbejde i sit univers. Og hey, en bog kun om feer og glitrende ting? Det har alle vist brug for engang imellem.

Anmeldelse – Måneskinsbanden

Kreeret af: Kat Lassen

Sider: 269

Bagmænd: Calibat

Hvad går der for sig: Vi er i ligusterland. Parcelhuse, biler med krog, og plastikflamingoer i fuglebadene. Asger Nielsen går i 8.b på Dummerby [10hif9s] Skole, og er i store træk lige så almindelig, som en portion kødboller lavet på øjemål. Han er vild med et foretagsomt pigebarn, Emma, hænger ud med sin makker, Ali, og kæmper ellers heroisk, med hvad hverdagen skyder efter ham af snebolde, som den har haft i fryseren først. Vi støder til Asger og kanaljerne, som livet desværre har taget en uvelkommen drejning, i form af en klasselærer fra et så dybt sted i helvede, at man skal skifte bus 3 gange, og på revideret hjuldamperkursus i Alabama, for at komme derhen. DRAGEN kalder børnene hende. Et væsen så ækelt og ondskabsfuldt, at selv Vlad Tepes ville få nok, ringe efter rette myndigheder og tude til sin mor. Asger og hans venner har derfor nok at se til, men de har alligevel tid til at mødes i Måneskinsbanden. Et projekt Emma har startet, for at holde kanaljer, kratluskere og klatretyve i ørene, når mørket falder på over Dummerby. Det hele er mest for sjov, men inden længe rystes byen af en rigtig mordsag, og pludselig er Måneskinsbanden involveret til op over begge ører. Kan helt almindelige Asger “Bond” Nielsen finde den skyldige, komme overens med sin pletmuterede gilaøgle af en klasselærer, og samtidig cykle imod solnedgangen, med sin pige i favnen til slut?

Skriverkarlen synes: Måneskinsbanden er måske ikke direkte fantasy, men Skriverkarlen ser jo sig selv som lidt af en skæg fætter, og samtidig er han alsidig, som en dåse kædefedt i swingerklubbens garage, og må derfor forventes at kunne håndtere alle genrer med ynde. Det første der skal siges om Måneskinsbanden, er at man simpelthen ikke kan læse den, uden at blive lidt varm i koderne over Dragen, og få lyst til at tage med hende til traktortræk. Eller til VM i skovhugger. Eller på værthus og tylle kulsorte bajere fra trug. Hun er den mest karikerede karakter i bogen, men samtidig også den sjoveste. Selvom det ingenlunde kan ses, så er det et par år siden at undertegnede stak af fra folkeskolen, og man kunne frygte, at sådan en vaskeægte voksen som mig, ville falde for meget ved siden af målgruppen til at synes om bogen, men det er ikke tilfældet. Der er nok at grine af. (Den første der dog kalder Skriverkarlen barnlig, får en mandig lammer med mine Disney-Funkoer.) Jeg følte mig i hvert fald ført solidt tilbage til skoletiden, igennem Asgers alt, alt, alt for ægte øjne. Purken er kikset, usikker og resonerer på en måde, så man som læser får lyst til at træde ind igennem siderne, og indlede en samtale med noget a la: “Se så her, snothvalp. Sådan skal det sgu gøres.” Alene fordi man ser sig selv som en slapsvanset teenager igen, med for mange hormoner, for lidt hjerneceller, og med situationsfornemmelse som en knækket hegnspæl. Det giver en fin ægthed i karakterne, og selve historien er både munter, lun, og får en til at sidde og smile med hen ad vejen. Det er sjældent jeg direkte griner for mig selv af tekst, men det gjorde jeg et par gange her. Skriverkarlen hyggede sig med Måneskinsbanden. Gør lige det samme, din odder! (Og til slut skal der lyde en tak til forfatteren, for den indtil videre mest harmløse og hyggelige skudscene jeg har læst om.)

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde provins:

Mængde steder ægte drager ville have været mere harmløse:

Lyst til at gå i ottende igen, efter endt læsning:

Lyst til at avle bier, efter end læsning:

Mængde snak om at køre om kap på cykel:

Badass-grad i at køre om kap på cykel:

Ekstra skala for udpenslet beskrivelse af grillbar:

Kort summeret: Måneskinsbanden giver sig ikke ud for at være mere end det den er. En sød historie, der skal få en til at klukke og til at have det sjovt, og det gør den til fulde med stor succes. Uanset om man er en skriverkarl, en bessemor’, eller en stakkel i ottende klasse. Dragen tager stikket hjem. Kommer der en 2’er med endnu mere Drage, så står jeg i kø hos boghøkeren en uge i forvejen.

Anmeldelse – Ravnenes Hvisken

Kreeret af: Malene Sølvsten

Sider: 707

Bagmænd: Carlsen

Hvad går der for sig: Der sker sære ting i Nordjylland. Ting der ikke er traktortræk. Eller direkte forbundet til iskolde strande. Anne Stella Sakarias er 17 år, og hendes liv har været en hård tur, med hvad der hører sig til af anbringelser, indsigt i de kommunale arbejdsgange, og andet svinepelseri’ fra skumle fyre og den hårde kerne, der lusker rundt dér, hvor de gule gadelamper ikke kan oplyse deres tribals og tårer under øjet. Vi støder til æ’ gæve pigebarn, på dagen hvor hun starter i gymnasiet i Ravnsted. (Der hvor ravnene vender. 10hif9s. Ej, stop.) Vi får indsigt i hendes tanker, vi møder hendes absurd gigantiske hund/dire ulv/trimmede kodiakbjørn i grå overfrakke, og præsenteres for det faktum, at hun kan se fortiden. Og læse mennesker. Deres følelser, personlige styrker, og auraer. En evne der har fulgt Anne hele hendes liv, og bidraget med sin del hovedpiner, angstanfald, og social harakiri. Hun har derfor holdt sig for sig selv, men første skoledag bliver en orkan af nye bekendtskaber, og derfra tager begivenhederne hurtigt fart. Hendes mystiske fortid, pletpsykotiske mordere og godt skårne fremmede spæner i cirkler om hende, imens en lagkage af mytologiske verdener med horn på hjelmen, og en enøjet kanalje ude på ballade, også trisser rundt på kanten af synsranden. Men det kan da ikke passe? For Odin, Yggdrasil, jætten Tryms bedste kammesjuk og revisor, Hans-Petter, og alt det andet fra den gamle nordiske mytologi, er da ikke noget der findes i virkeligheden? Vel?

Skriverkarlen synes: Som amtets selvudnævnte handlingens mand, har Skriverkarlen stor sympati for religiøse godnathistorier, hvor banditterne i det høje er klar til at springe op og give skurkene et par på frakken. (“Sammenligner De religiøse historier, med superhelte-tegneserier, hr. Skriverkarl?” “Shh, I kære små, det er en snak til en anden dag.”) Helleristninger om Thor, Odin og drengene, er derfor som udgangspunkt et hit fra start her i min hule, men hvor skal man næsten starte med denne her bog? Selvom jeg måske har været i skarp konkurrence med udvalgte stykker af Østjyske Motorvej, om at være den sidste til at få fingrene i Ravnenes Hvisken, så havde jeg ingen ide om hvad jeg gik ind til. Jovist, har man da fået kanoneret lov og pris ind bag øjenlågene, af det gammaglimt af stjerner der vælter ud, bare man bare spotter bogen på de asociale medier. Men det påvirker jo ikke en rajti’ prætentiøs karl, med forstand og sin egen mening i hu? Vel? Og nej … det gør det ikke. Men det gjorde bogen så til gengæld … Jeg elskede sproget, og langt hen ad vejen, elskede jeg også ægtheden i Anne, som en moderne heltinde. Nordjylland er uhyggeligt nok i sig selv, men selve præmissen, og måden hvorpå bogens univers flettes sammen med de gamle sagn og fortællinger, er hvad der gør den her bog til et mesterværk. Det er stærkt arbejde, i så høj en grad at Skriverkarlen forlængst er røget op af sit sæde, for at trække en honnør helt nede fra Sydpolen. Mystikken er på de rigtige steder, og man sidder i spænding til man vender sidste blad. Jeg forestiller mig også, at kernemålgruppen har hjertet i halsen, over de kærkomne kærlighedsdramaer der udspiller sig over siderne. (Selvom Elias er typen Skriverkarlen ville have kørt ned på sin tunede knallert i sin tid. Just sayin’. Varnar all da’ maddafakin’ way.)

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Lyst til at tage på eventyr efter endt læsning:

Spænding:

Lyst til at anskaffe en rigtig ulv som kæledyr efter endt læsning:

Evner til at håndtere rigtig ulv, baseret på evner til at håndtere aggressiv Chihuahua:

Mængde steder Skriverkarlen følte at han kunne hjælpe hovedpersonerne, havde han blot været til stede:

Mængde steder Skriverkarlen faktisk kunne hjælpe hovedpersonerne, havde han blot været til stede:

 

Mængde snak om hårfarve og krøller:

Mængde snak om folk der spiser junkfood:

Kort summeret: Alt i alt er Ravnenes Hvisken konstrueret til perfektion, og kan sagtens gå hen og blive international fantasy i sværvægtsklassen. Jeg var i hvert fald psyko’-godt underholdt. Møs til Malene Sølvsten for den læseoplevelse. 2’eren bliver også læst. Sgu!

Anmeldelse – Menneskekød

Kreeret af: Nick Clausen

Sider: 151

Bagmænd: Forlaget Facet

Hvad går der for sig: En makaber og rædselsvækkende mordsag optrevles og afdækkes, igennem blogindlæg, emails og SMS’er fra de involverede. Et par rollinger tager på ferie i det mørke Nordjylland, som fimbulvinteren æder sjæl, kindtøj og livsgnist hos befolkningen i området. Sneen fyger, frosten bider, og vinden hvisker sælsomme ting i øregangene. Vandrer der noget omkring i snetykningen? Allerede fra start bemærker børnene at der sker sære ting på gården, og inden længe føler de sig fanget i en snestorm af uhyggelige begivenheder. Skeletterne danser cha-cha-cha frem fra skabene, og blotlægger en frygtelig familietragedie, en rundtenom med farmortartar og purløg, og alle de hændelser der har ledt op til hændelserne på gården. Inden længe er alles liv i fare, men hvem er det der smiler på kanten af synsranden, der hvor sneen synes at feje konturer væk? Eller hvad? Sandheden er både skræmmende og dyster …

Skriverkarlen synes: Spørger du direkte, eller i nærheden af dem fra de små klasser, så er Skriverkarlen et rajti’ mandfolk og gjort af 100% helstøbt heltemateriale – titanium, Cola light og kulfiber – fra snudeskaftet og til hans hullede sokkeletter. Men gys og gru har aldrig været hans favoritgenre, thi dertil er hans fantasi desværre for god. Et enkelt kig ud imellem fingrene, når blodet sprøjter på TV eller i bøger, og så vrimler det straks med spøjelser’, genfærd og en tvehovedet Bjarne Riis i fodenden af sengen, så han ikke får lukket et øje. For sådan en bangebuks, er “det-kunne-være-sandt”-måden at skrive en gyser på, som en smoothie af kryptonit og pigtråd, der kradser hele vejen ned. Og Nick Clausen udfører det skræmmende godt i Menneskekød. (Og iskoldt. 10hif9s.) Så enkelt kan det egentlig siges. Uhyggen og væmmelsen kigger frem imellem linjerne, mange gange genereret af ens egen spekuleren, og imens man stykker de mange ledetråde og løse ender sammen, så ender man med at sidde tilbage en anelse svedig i håndfladerne, og med en sær lyst til at lade bilen stå i tomgang næste gang man tonser i Bilka, bare så den globale opvarmning kan sørge for, at det aldrig bliver koldt mere …

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Lyst til skiferie efter endt læsning:

Uhygge:

Mængde af emojis:

Lyst til at besøge Nordjylland efter endt læsning:

Lyst til at besøge Nordjylland før læsning:

(Slap nu af, det var bare for sjov. Skriverkarlen elsker Nordjylland.)

Appel til den fantasifulde læser:

Skriverkarlens optur over at hushjælpen hedder det samme som hende fra Family Guy:

Kort summeret: Menneskekød er yderst effektfuld og væmmelig, og det er forfatterens fulde fortjeneste. Den er uhyggelig, men sært dragende, fordi historien samtidig er spændende, og det giver altid plusser i en gyser. Mysteriet lever indtil det absolut sidste, og håndværket er gjort med stil. Skriverkarlen følte sig faktisk rigtig godt underholdt – søvnløse nætter til trods.

Anmeldelse – Væddermændenes Nat

Kreeret af: Tobias Stenbæk Bro

Sider: 319

Bagmænd: Turbine Forlaget

Hvad går der for sig: Agamore er et land med stolte borge, riddere i panser, mørk magi i gadekæret, og adelige intriger så skumle og højbårne, at Christian 7. pludselig minder om et sæsonindslag i Bamse og Kylling i sammenligning. I dette fantastiske rige, der kunne give en middelaldernørd gåsehud, forhøjet blodtryk og susen for stritørerne, bliver vi introduceret til den rå dagligdag for tre adelige og meget forskellige brødre, som den ser ud med ansvar, pligter, og hjertekvababbelser, over ære, magt og usømmelig omgang med buksetrolden. Det er en barsk verden. En ubarmhjertig verden. Hvor man skal være smart, snedig og snu, og snarrådig nok til at stikke sin fjende et højrehook til snudeskaftet, når han bukker sig for at rette på sine silkehoser. I et område der får læseren til at tænke på højland og rajtie’ mandfolk i ternede nederdele, går livet sin gang på borgen Ravnehøj, og vi får lov at følge hver brors sysler og bekymringer, som mørke skyer begynder at trække sammen i det fjerne. Fremmede kræfter rører på sig, og inden længe står en gammel fejde for borgens dør – uden invitation og på udkig efter ballade – der sender brødrenes hverdag en tur ud med badevandet. Komplotter og baghold lurer i skyggerne, og som tingene spidser til, er det ikke længere klart hvem brødrene kan stole på … Hvem er det der jagter dem? Hvem smeder rænker i det skjulte?

Skriverkarlen synes: Man skulle være en ægte skarnsknejt’ og den allerværste fusentast i det slidte kongerige, hvis ikke man kunne indrømme, at man mindst én gang i sit lange og begivenhedsrige liv, har drømt om at være ridder; Stikke kedelige stimænd flade med slagsværd og morgenstjerne, og så ellers ride afsted imod solnedgangen, med bemægtigede fruentimmere og guldskatte under den svage venstrearm. Tobias Stenbæk Bro er udover at være forfatter, også historisk uddannet, og det bærer Væddermændenes Nat tydeligt præg af – og Skriverkarlen æææælsker’ det. Så nemt kan det siges. Mangt en ledig stund har jeg siddet og nusset Ken Follett i nakken, og inderligt ønsket at kanaljens skriverier om kirkearkitektur og det at give sine døtre væk for sødede bajere og en fornuftig kornmark, blev brudt af lidt magi og mystik, samt et knap så historisk korrekt håb om, at hovedpersonerne faktisk skulle have en chance for sejr, selv hvis de brød med de dogmer, doktriner og samfundsforhold, der gjorde deres samtid til en kloak af sociale skel, vold, kvindeundertrykkelse, pest i de lange underhakkere, og alt hvad der kunne krybe og gå af afstumpet høvdingeyngel i ringbrynje og stål-Crocs. Den fortælling leverer Væddermændenes Nat – og mere til. Den hyperrealistiske måde at beskrive hverdagen i Agamore, gør at man næsten føler det som en historisk roman til tider, hvilket bare gør det eventyrlige og magiske endnu mere effektfuldt, og det er så imponerende og solidt udført, at man får gåsehud. Lige fra den sociale orden, til den religiøse del og påvirkning af samfundet – Der er tænkt over det hele. Desuden er det lækkert, at hverken Stormfrik, Cedrik eller Rodrik er særligt perfekte. Faktisk snarere tværtimod, er de produkter af den verden de bor i, og det fungerer virkelig godt, også som de udvikler sig i historien. Skriverkarlen er selvudnævnt historieentusiast og Ridder af den Rustne Fjerpen, og den her bog gik rent hjem. Strike, hole-in-one, og et spark over skinnebenet at slentre hjem fra bodegaen på, min skønne. Alle burde læse den. Easy as that.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Antal gange Skriverkarlen følte at han med succes og stort heltemod, sagtens kunne komme personerne i bogen til undsætning:

Skriverkarlens realistiske chance for at overleve en sværdkamp:

Detaljegrad:

Lyst til at læse en faktabog om Agamore efter endt læsning:

Lyst til at sige kongen imod efter endt læsning:

Mængde snak om får:

Mængde snak om lastbiler:

Kort summeret: Væddermændenes Nat er strøget lige ind på Skriverkarlens favorithylde. Detaljegraden og omhyggeligheden er enorm, og karakterer, sprog og plot hænger virkelig godt sammen. Der er spænding og fortvivlelse, og selvom bogen har mange drabelige kampe og høj dramatik, så sidder man næsten lige så gerne, og nærstuderer detaljer om hvordan borgerne på Ravnehøj bestiller øl eller pløjer om kap.

Anmeldelse – Inkarnation

Kreeret af: Pernille L. Stenby

Sider: 429

Bagmænd: Ulven & Uglen

Hvad går der for sig: Vi bliver skamtæsket direkte ind i en dystopisk virkelighed, der kunne skrive autografer ud til selv den mest ihærdige film noir, med hemmeligheder, sære væsner, og formalin-dryppende vinbjergsnegle i krukken med ristede løg, da vores konfuse hovedperson vågner op i et lighus. Lighuset befinder sig på Roevel Akademi, der huser elever af forskellig oprindelse og karakter, som dog alle har en lyssky funktion for det mystiske Kastel, der viser sig som høvdingene i bogens univers, og i det hele taget fremstår som et kobbel kedelige karle – magtliderlige, med kløe i herskerfingrene og blottet for lysten til at dele deres lørdagsslik. Fra lighuset bliver Mes hvirvlet igennem en barsk historie, fyldt med had, dystre doktriner og en skjult samfundsorden, der afdækkes i bittesmå stykker, og som skal tages ind, sammen med alt hvad livet ellers bringer af følelser, spæd kærlighed, udfordringer, og det tekniske i at køre et stykke brød sikkert i skuffen. Død, mord, slyngelstreger, gavtyveri’ og klikedannelse i sværvægtsklassen præger hverdagen, imens sære komplotter og ukontrollerbare følelser truer i skyggerne. Hvor kommer Mes fra? Hvad er meningen med det hele? Svarene stikker dybt. Dybere end det her liv …

Skriverkarlen synes: Indrømmet, Skriverkarlen er en hund efter at have alle data på plads, inden han skal forsøge at bryde spekulatoren med hvad der går for sig. Det får vi aldrig helt i den forvirrende tur igennem Roevel Akademi, der er fyldt med intriger, brutalitet, uhygge, og leddyr direkte på spolebenene, men med den her fortælling, er det ikke meningen at det skal give mening med det samme. Det gør nemlig at man sidder og vender siderne, for at lære mere, som en blanding af Find Holger og Harry Potter på LSD og sortkrudt. Hele handlingen udspiller sig over kort tid, og det fungerer fantalastisk. I det hele taget følte den gamle Skriverkarl sig underholdt, let frastødt og dybt fascineret på én og samme gang. Bogens karakterer føles ægte, fordi ikke en eneste af dem fremstår perfekte, men det er faktisk også derfor man ender med at holde af dem, og mange gange får lyst til at springe ind i bogen, for at låne dem en hjælpende hånd. Som en fodnote vil jeg påpege, at bogen som Amar’-nummerplade, har tatoveret LGBTQ nederst på bagsiden, men at de elementer den har i den retning, falder fuldstændig naturligt ind i fortællingen, og faktisk gør den decideret godt. Roevel Akademi er et spark i løgene for sanseapparatet og ens kroniske titel som bangebuksenes tsar, men følelserne der drøner på kryds og tværs af vores juvenile hovedpersoner, giver hele balladen en rar menneskelig kant. For det er jo trods alt hvad vi alle sammen er, ikke sandt? Mennesker. Uanset hvem der så får kinderne til at blusse, hjertet til at slå og almindelig samtale til at blive et spil minestryger med ægte stavhåndgranater. Elev 03856 glæder sig til 2’eren!

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Antal gange nogen garanterer for at der ikke sker mere, men der så sker mere:

Steder Tom Cruise ville passe i en af rollerne:

Mængde af rå uhygge:

Spændingsgrad:

Mængde af gange Skriverkarlen blev i tvivl om hvordan man udtaler et navn:

Lyst til at sprænge postkasser hos Kastellet efter endt læsning:

Kort summeret: Inkarnation er ikke fantasy som Skriverkarlen har læst det før, men skønt det løber en koldt ned ad ryggen, så har man alligevel lyst til at læse mere. Karakternes menneskelighed i en creepy virkelighed, gør at man føler med dem, og mystikken holder en på kanten af stolesædet til man vender den sidste side.

Anmeldelse – Grænsen til Trafallas

Anmeldelse – Grænsen til Trafallas

Kreeret af: Julie M. Day

Sider: 572

Bagmænd: Skriveforlaget

Hvad går der for sig: Eventyret starter i en søvnig lille by, med alt hvad en sådan skal have af sladrekællinger, butiksdød og folk der kender hinandens fornavne. Vi præsenteres for hovedpersonen, Grace, der synes gået i stå i sit liv. Som arbejdsgangen hos DSB. Eller en selvstændig tanke i hovedet på en politiker. Grace arbejder i en boghandel, og vi får et billede af hendes trivielle hverdag. Ad voldsomme veje, går tingene dog pludselig for sig, og Grace ender i Trafallas – et parallelt land, som faktisk er en verden i sig selv. Komplet med smukke landskaber, monstre i åen og magi i skuffen med dybe tallerkner. Det er en verden befolket af elvere, og Grace ender op under tag hos Kanthos og Fëra. Et hyggeligt sted, der også huser Kanthos’ bror, Zachos. En brysk karl, med temperament, ar på sjælen og et loddent es i ærmet. Grace falder til i elvernes verden, selvom hun ikke kan blive klog på Zachos. Snart spirer følelserne dog ud af kontrol, Trafallas’ hemmeligheder bliver blotlagt, og det onde står klar i kulissen, til at tonse ind på scenen, med alubat på nakken og en total mangel på skrupler. Kampen om den halve, og Grænsen til Trafallas, kan begynde.

Skriverkarlen synes: Enhver ved, at Skriverkarlen er både et rajti’ mandfolk, og hårdkogt, som det at gå over for rødt på Lolland, eller at spille seriefodbold uden benskinner. Bogbranchens svar på Steven Seagal – der kun tuder lidt, der hvor Mufasa dør. Så kunne han nå igennem bogen uden at blive smittet med pigelus? Nemt. Der er nemlig fordelt virkelig meget på siderne. Undertegnede elsker når der er gjort noget ud af tingene, og det er der i tankerne om Trafallas. Smukke beskrivelser af landskaberne, et sært betagende fokus på de nære og små ting i elvernes hverdag, tilsat lidt klassisk kærlighedsdrama, med store følelser, afsavn og heltemod, imellem Grace og Zachos, så har du en cocktail Skriverkarlen kan slubre i sig, uden drys og appelsinbåd i kanten. En nejsiger ville måske gale op om Stockholm-syndrom og polititilhold, men som kærlighedens venstre back og kuli i Amors uofficielle fanklub, siger jeg, at vi ikke kan få kærlighed nok her i verden. Eller tro på den, for den sags skyld. (Enhver der mener noget andet, kan møde Skriverkarlen på slagmarken, til et slag sten-saks-papir, alle ugens dage. Ring på bagdøren til Bodega Truget, og spørg efter mig. Dørmanden hedder Arne, og har engang invalideret en vandbøffel i fribrydning.) Bogen har finesse, action og vidner om at forfatteren virkelig godt kan lide sin genre.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde skov:

Romance:

Steder-hvor-en-bodegascene-ville-passe-ind:

Mængde beskrivelser af øjenfarve:

Mængde tæsk til hovedperson:

Ekstra-credit-for-at-få-Skriverkarlen-til-at-gå-Photoshop-amok-på-billedet-til-anmeldelsen:

Mystik:

Kort summeret: Grænsen til Trafallas er klassisk fantasy, hvor de gode er de gode, og de onde skal have spark i løgene og kanonslag i postkassen. Kærlighed, mysterier, nye verdener og elvere, til langt op over begge ører. Hvad mere kan du egentlig ønske dig, lømmel? Læs den. Nu!

PS: Elvere rykker! Og slår hobbitter, troldmænd og andre fabeldyr, med flere længder. Sgu!

Anmeldelse – Ellekongen

Kreeret af: Signe Fahl

Sider: 402

Bagmænd: Ulven & Uglen

Hvad går der for sig: Løjerne spiller sig ud omkring år 1700, hvor vi bliver sat i en historisk verden, med alt hvad den kan mønstre af stråtag, træsko og enevældigt gavtyveri’, inden vi trækkes igennem alle dens kringelkroge, som en slævesild’ på groft rugbrød. Karen er bogens hovedperson, og hun arbejder som malkepige på en gård. Bogens læsere præsenteres for en samling af landsbyens figurer, der befolker Karens verden, og tegner hendes hverdag, som hård, kontant, slidsom og præget af religion. Vi hører røverhistorierne om Ellekongen, og hans fiksfakserier i skovens tåge, hans fornuftige evner som skørtejæger – (hey, en mand må give respekt, når det er på sin plads) – og om hvordan man kan genkende banditten, skulle han tage plads på verandaen. Karen føler sig dog fanget i sin ensformige hverdag, indtil hun møder den mystiske Daniel. Hvor kommer han fra? Hvad vil han hende? Og hvad har han med tågen at gøre? Ingenting er som det ser ud til, og snart tager eventyret fart.

Skriverkarlen synes: Som selvudnævnt fandens karl, og finkulturens sande skræk, så skulle man måske ikke tro, at en historisk kærlighedsroman, kunne finde vej ind under Skriverkarlens ellers karamel-hårde panser. (For at kunne det, skal man ellers normalt kende koden, have lakridspiber med og stikke et hjertevarmt håndtryk i indgangen. (Koden er i øvrigt altid: 123456.)) Det forholder sig dog også sådan, at undertegnede både holder af kærlighed, overtro, en medrivende historie og af at have lært noget undervejs, og i Ellekongen er alle fire ting, udført bragende flot. Så nemt kan det siges. De historiske detaljer gør, at man indfinder sig i miljøet, og næsten kan fornemme strået imellem tænderne og bondehusenes træværk under platfødderne, imens ideen med at fortolke datidens overtro på en ny måde, fungerer glimrende. Historien er både spændende, romantisk og samtidig realistisk barsk, som hverdagen var dengang. Og så er det herligt med en stærk kvindelig hovedperson, der ikke er gjort kunstigt cool, men agerer på basis af sin samtid, og stadig ville kunne slå en slatten Skriverkarl i armlægning.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde tåge:

Antal biljagter:

Romance:

Historie:

Mængde fadervor:

Antal-gange-hvor-romanen-fik-Skriverkarlen-til-at-være-glad-for-at-være-født-i-en-tid-med-fjernsyn-og-pølsevogne:

Mystik: 

Kort summeret: Ellekongen er en medrivende omgang historisk fantasy, af den slags der BØR læses af alle. En god historie, romantik og historiefacts, blandet genialt sammen. Køb den! Læs den! Sgu’!