Anmeldelse – Fanny Fairychild II

Kreeret af: Lykke Lindbo

Sider: 205

Bagmænd: Forlaget Lindbo

Hvad går der for sig: Der er lagt op til rockerbank, håndmadder og bølleflade. Fæle ballademagere og grimmer’ karle har sat snudeskaftet op efter at stikke af med hele, uden at spørge først, og her snakker vi om alt der findes – fra Valhal til Viborg. Ragnarok er nært forestående, Hels porte er åbne, så trængslen er større end i nødudgangen til en Rasmus Seebach-koncert, og hvordan skal det hele ikke ende? Verden sejler afsted imod afgrunden, i et et tempo der ville imponere selv de store dyr i bankvæsnet, og med Udgårdsloke på krigsstien også, er gode råd dyrere end en pakke smøger. Vi støder til Fanny, hvor vi slap hende i den første bog. Hun er tilbage i sin egen verden, men fortvivlelsen råder. Hun har mistet sin mor – for anden gang – og effekterne af mørkets kræfter er ikke til at tage fejl af. Der må skrides til handling! Uddeles lammere og smølfespark (fespark?) som fortjent. Og heldigvis er Fanny igen klar til at skride til handling, sammen med alle sine venner. Det er dog enorme kræfter de er oppe imod, så hvordan skal de få has på de mægtigste væsner skakbrættet overhovedet kan stille med? Det står hurtigt klart, at de nok skal bruge hjælp, for at rette op på det hele. Guddommelig hjælp …

Skriverkarlen synes: Anden bog om Fanny Fairychild og hendes eventyr imellem alfer og alt hvad vi kender fra den nordiske mytologi – med undertitlen “Og Odins Øje” – er stadig en super sød historie. Jeg er igen fåååårking’ vild med omslaget, og Lykke Lindbos gennemførte grafiske sans, fornægter sig ikke – heller ikke på hendes stand når hun er rundt med sine skriverier. (Gå lige forbi, hvis du ser hende, lømmel.) Bogen er skrevet til en noget yngre målgruppe, end til modne, dog stadigt absurd ungdommelige, mandfolk, som Don Skriverkarl himself, men jeg synes stadig der er meget at komme efter. (Hvem ville ikke gerne være en alf? En yderst macho alf, forstås. Med solbriller, slikhår og popnitter i læderjakken.) Fortællemæssigt, bliver der i 2’eren taget et kvantespring. Hvor 1’eren ganske forsigtigt og forunderligt lokkede os med ind i universet, så bliver vi her braget ned midt i det hele. Vi bliver introduceret for mange nye personer, og de store spillere i kampen om verdens fortsatte beståen, træder for alvor ind på scenen. Det ændrer dog ikke på, at Fanny igen må mangt og meget igennem, imellem guder, jætter og gnavne uhyrer. (Personlig note: Jeg er meget ked af det, men Skriverkarlen holder altid lidt med Midgårdsormen i en enhver kamp, uanset hvor ækel og monstrøs krabaten så er. Den er det ultimativt mest badass mytologi-monster der findes, og ville tørre både satan og kerberos om snuden til hver en tid. #fightme #sorrynotsorry.) I 2’eren får vi også åbnet lidt mere op for hvordan Fanny og hendes venner føler, og for hvem de egentlig er, som jeg efterlyste i 1’eren, og det er virkelig lækkert. Det kan der sagtens være meget mere af. Som en sidste ting, så skal der igen roses STORT, for det arbejde der er gjort med kort og ordlister til romanen. Jeg er, og har altid været, helt pjattet med den slags. Det sender et signal om at forfatteren har tænkt sig grundigt om, og virkelig vil sit univers. Bravo!

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde ‘heim:

Mængde snak om / interaktion med brønde:

Mængde biljagter:

Mængde orm:

Lyst-til-at-gro-et-par-vinger-efter-endt-læsning:

Kort summeret: Fanny Fairychild og Odins Øje er en fin og sød 2’er, hvor der igen er gjort et stort arbejde ud af universet. Der er brugt krudt på at tegne konflikterne op, og på at få os til at leve os ind i de forskellige parters bevæggrunde – en nødvendighed, for der er mange. Hvis man godt kunne lide 1’eren, så bliver man bestemt ikke skuffet, og man får tilmed en del mere action og drama, som jo altid sætter gang i forventningen til 3’eren, der udkommer i 2020.

Anmeldelse – Blodets Sti

Kreeret af: Tobias Stenbæk Bro

Sider: 371

Bagmænd: Turbine

Hvad går der for sig: Vi støder til de tre forfulgte brødre Rodrik, Cedrik og Stormfrik, hvor vi efterlod dem i Væddermændenes Nat, på flugt igennem Vestagamore. Fæle karle er ude på skrammer, lokummet brænder, som havde det taget en radioaktiv mortérgranat til pandebrasken, og pludselig synes vore helte at stæse ud ad hulvejen med deres skrøbelige liv i lapperne. Snu stimænd, slimede strubesnittere og snuskede stratenrøvere gemmer sig i hvert et krat, med fnatragerne om slagsværdene, og glojernet rettet på løse hoveder og tyvstjålet guld. Brødrenes liv er forsvundet ved et trylleslag, og blot med et enkelt spor at klamre sig til, flygter de i retning af byen Mågehavn, fra en fjende de endnu ikke helt ved hvem er. Intrigerne og de mørke hemmeligheder hober sig op, og står til sidst i kø, så selv en søndag formiddag i Harald Nyborg må se sig overgået. For at nå deres mål, må brødrene ikke bare kæmpe imod udspekulerede modstandere, med alt hvad de har lært og formår, men også imod sig selv og hinanden. Inden længe er det hele blandet sammen, til en sprængfarlig cocktail, der truer med at gå af imellem hænderne på dem. For hvem kan de stole på? Hvem er efter dem? Og hvem er de i det hele taget selv?

Skriverkarlen synes: Det skal ingen hemmelighed være, at æ’ karl var mere end pjattet med Væddermændenes Nat, som var første del af serien. Og Blodets Sti leverer fuldt ud på samme mesterlige niveau, så jeg mere end én gang måtte lede efter en hat at lette på, og padle mig selv i læ for loftsprinkleren, når mine mange tændte romerlys fik startet dem. Detaljegraden i historien gør, at man næsten kan mærke den klamme støvregn fra Tusmørkeskoven arbejde sig ind under slåbrokken, eller fornemme hærvejens ujævne stensætning under fodsålerne, så man til sidst føler sig som en knude på march, med sværd ved lysken, og en storskrålende barons befaling hængende over grødhovedet. Personerne er levende, ægte, og bliver i høj grad båret af de meget menneskelige brister og træk de alle sammen indeholder. Her er ingen karikerede helte i spandex og sutteklud, kun mennesker der prøver at gøre hvad de finder rigtigt. (Og er det i virkeligheden ikke sådan ægte helte opstår? spørger mandslingen, og tager en bid af sin citronmåne.) Desuden får vi denne gang et kort med i bogen, og jeg kan ikke udtrykke hvor mange high-fives, fistbumps og subtile-badass-agtige-bro-nik-fra-den-anden-side-af-lokalet forfatteren fortjener, for at gøre at kortet virker ægte. Det tager lang tid at komme fra et sted til et andet i teksten, hvilket bare gør ægtheden i hele den verden der er bygget op, så meget mere overbevisende. Igen fornægter forfatterens viden om historie og dens sammensurium af tant, fjas, gejl og grej sig heller ikke. Vidste man ikke bedre, så kunne det lige så godt være en historisk roman man sad med. Det er low fantasy på et internationalt skyhøjt niveau. At Tobias Stenbæk Bro ikke har fået mere offentlig anerkendelse, og at hans skriverier ikke har lagt landet øde forlængst, er en større gåde, end den bøtte med rester, der står og lyser grønt bagerst i køleskabet. Skal vi gøre oprør? Jeg kan godt lede an. Hvor er nu min morgenstjerne …

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde efterårslandskab:

Lyst til at leve i middelalderen efter endt læsning:

Lyst til at blive ridder efter endt læsning:

Lyst til at blive baron efter endt læsning:

(Kan man komme i noget praktik? Jobtræning?)

Mængde sværdkamp:

Mængde kamp med cykelkæder:

Lyst til travetur i regnvejr efter endt læsning:

Kort summeret: Blodets Sti er skrevet med fabelagtig finesse, stor indlevelse, og en enorm respekt for håndværket og for det enestående fantasy kan, i forhold til alle andre genrer. Sproget i romanen er lækkert, finurligt, og bliver leveret naturligt – med mange delikate sproglækkerier, til den bogstavbegejstrede slikmund. Jeg mente at alle burde læse Væddermændenes Nat. Ligeledes bør ALLE læse Blodets Sti. Og mere til. Netflix? Jeg kigger på jer … (Dips for at spille en af skurkene, hvis det er. Called it.)

Anmeldelse – Ravnenes Hvisken II

Kreeret af: Malene Sølvsten

Sider: 622

Bagmænd: Carlsen

Hvad går der for sig: Fæle karle, sleske stimænd og farlige fabeldyr med kløe i konspirationsfingrene står på spring. Vi støder til Anne og hendes gæve kammersjukker hvor vi slap dem i bog nummer 1, og situationen er bestemt ikke blevet mindre grel for gamle Midgård. Gråvejr, Fimbul og bøllebank trækker sammen i det fjerne. Derfor må Anne forlade vores verden, for at tage turen til den parallelle verden, Hrafnheim – (som stedet i øvrigt ikke må kaldes længere, men som alle ved, så er Skriverkarlen den fødte rebel og ville holde mindst til halvlegen, i ethvert oprør imod overmagten.) Den selvudnævnte høvding, Ragnara, har skumle planer, men for at forpurre dem, må vor heltinde først finde sin søster, men hvordan gør man lige det, i en verden der ligner Frilandsmuseet på væksthormon og MDMA? Heldigvis får hun hjælp fra en ny og uventet side, til at løbe spidsrod imellem fjender, monstre og andet tingeltangel, der kunne udfordre bankvæsnet i mangel på retfærdighedssans. Undervejs melder nye intriger deres ankomst, sammen med nye alliancer, og snart ligger der mange flere ting og lurer under overfladen. Kan hun redde dem alle sammen, inden det er for sent? Ragnarok lurer i det fjerne …

Skriverkarlen synes: Den nordiske mytologi er uden tvivl den mest badass der findes, og ville klaske enhver anden tro i både armlægning, pælekast og i at finde Holger på tid, skulle det komme til det. Som altid er Ravnenes Hvisken spækket med et farverigt persongalleri, og som det hører sig til, så fatter man sympati for nogen, og afsky for andre – hvilket gør dem alle sammen dejligt virkelige at læse om. Vores hovedperson er igen ilter, snarrådig og somme tider så frustrerende uselvisk, at man ville ønske at man kunne veksle et par alvorsord med pigebarnet. (“Siger du nej til at lære alle dine lektier magisk?! Er du tosset, barn? Var det mig, så sad jeg allerede nede på Burger King i stedet.”) Vi introduceres for Hrafnheim, der er godt beskrevet og lige som en fantasyverden skal være, og det giver samtidig universet endnu mere tyngde. Der er brugt meget tid på detaljerne, og den slags får bare en til at synke endnu mere ned i handlingen. Desuden fylder de forskellige kærligheds-intriger en del, da mange fornuftigt modellerede kanaljer, på stribe lader sig bedåre af Anne. Dette kunne man godt frygte ville fjerne fokus hos Skriverkarlen, som det rajtie’ mandfolk, hans bedrifter i D&D bekræfter at han er, men det er heldigvis ikke tilfældet. Ships har man altid plads til, og de kommer helt naturligt her. (Hvis Anne af uransaglige årsager vælger Elias, så kan jeg dog ikke love, at jeg ikke griber til både spyd og høtyv … #fnatmide) Historien fungerer rigtig fint, og det er spændende, når de små referencer fra bind 1, bliver nyfortolket i bind 2, til tegn fra fortid og fremtid. Det er læks’, og kan nydes igen og igen. Og til slut, det som I alle sammen sidder og venter på: Kunne jeg lade være at smide den knyttede højrepote i vejret til jublende salut, da Odin langt om længe tog affære til sidst? Nej, sgu, armen strøg imod himlen, som var den vidne til en film med Steven Seagal #godlike (#jeghåbernogenforstårdenquakereference #gammelidiot #hashtagserikkedødt)

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde tæsk til hovedperson:

Mængde steder hvor hovedperson gør det stik modsatte af hvad sund fornuft siger, og ekstrem ballade følger efter:

Mængde blod:

Mængde mjød:

Mængde slagsmål:

Mængde runer lært efter endt læsning: 

Skriverkarlens stolthed over ikke at have lavet en eneste joke om Nordjylland i denne her anmeldelse:

Kort summeret: 2’eren tager over hvor 1’eren sluttede, og den gør det bestemt lige så godt – faktisk bedre – skønt 1’eren satte barren højt. Endnu flere eventyrlige ting bliver afdækket, og vi får lov at undersøge en helt ny verden. Handlingen bliver drevet dejligt fremad, så man hele tiden skal passe på, ikke at bladre videre for at se hvordan det hele nu ender. Spændingen er intakt, og lige så snart bogen er lukket, så kribler det i nallerne, for at hive fat i bog 3.

Anmeldelse – Grænsen til Trafallas II

Kreeret af: Julie M. Day

Sider: 625

Bagmænd: Leatherbound

Hvad går der for sig: Vi stæser direkte ind hvor 1’eren lod vores high-fives hænge. Grace er tilbage i menneskernes slapsvansede verden, med alt hvad den ellers kan tilbyde af mikroovnspopcorn, gåture til høkeren og generel frustration over skattevæsnet, og sammenlignet med det magiske liv i Trafallas, virker Suamico pludselig lige så interessant som en regnvejrsdag i Glostrup. Og som om det ikke var nok, så bliver hun også nødt til at forholde sig til slægtninge og myndigheder, der føler sig overbevist om at hun har brændt en sikring, og hallucineret hele herligheden frem. Samtidig savner hun Zachos og sin nye spidsørede familie, så meget at hun er ved at gå til. Der er dog stadig ballade i elvernes land – udsigt til øretæver og bankekød, fra slyngler i læderjakke med en cykelkæde om højrepoten. (Eller lignende. I forstår. Slemme fyre.) Inden længe banker konflikten om grænsen, skriftrullerne og straight-up-good-old-fashion magt, på igen for vores hovedperson. Otera og rødderne kommer for at dele lammere ud og nive i kinder, og inden længe eksploderer begivenhederne om ørene på Grace. Ad omveje finder hun vej tilbage til Trafallas, hvor endnu flere intriger, farer og skæbnefulde valg dog lurer i skyggerne, samtidig med at en ny skummel modstander rører på sig. Hvem kan hun stole på? Og hvem får egentlig hendes hjerte til at banke?

Skriverkarlen synes: Lad os starte fra en ende af: Per O. Jørgensen har haft Skriverkarlens udelte respekt og fanboy-farvede sympati, siden jeg blot var en lille småkvabset knøs. Manden er simpelthen rajti’ dygtig. En ting der blot cementeres med coveret til anden del af GTT. (Som står for Grænsen til Trafallas – ikke at forveksle med en skrinlagt ide indenfor nichésatsninger i gaming-branchen: Grand Theft Trawler.) Indpakningen til bogen er så lækker, at man får lyst til at købe den en kølig fadøl og lytte til dens ellers trivielle hverdag. Prima grifleri, bliver der skrålet! Rykker vi dernæst glojernet videre til selve indholdet, så kunne nogen måske frygte, at Skriverkarlen var en smule inhabil, da han jo selv ææææælsker’ elvere, og desuden mener at Julie M. Day i alle henseender er en awesome person. Men heldigvis, har jeg tillagt mig en professionalisme der gør, at jeg uden problemer, og i flyvende fart, kan ignorere hvad andre generelt tænker. (10hi.) For det første elsker jeg forfatterens glæde ved at beskrive omgivelser, rum, møbler og folk. Jeg føler at jeg kunne give mine makkere en fornuftig beskrivelse af, hvordan der ser ud i Trafallas, som havde jeg været der selv. I det hele taget, bliver Trafallas taget seriøst, og det er noget der får blodet til at bruse hos fantasten. Der bliver bygget endnu mere på verdenen hen ad vejen, og jeg elsker alle de små detaljer om elvernes hverdag og rutiner. Vi får også lov at høre lidt mere om Trafallas’ andre regioner i 2’eren, ligesom flere af elver-karaktererne træder frem i lyset. Oooooog som en af dem, der ikke kan leve uden action i en fortælling, så er der heldigvis også lidt til dem der er født med blod på sværdet og granitskærver i slangebøssen. (Konflikt! Ja tak! Vi elsker det!) Grace kan virke en kende frustrerende til tider, men det er samtidig også det, der gør hende meget menneskelig. (Indsæt lavpandet joke om kvinder, høhøhøhø …) Uh, og som en sidste ting, så var jeg også vild med at der var et kort med! Sgu!

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde beskrivelser af nogens øjne:

Steder en biljagt ville passe ind:

Mængde skov:

Lyst til at få en aura efter endt læsning:

– hvis han nu også kunne sende kontanter:

Lyst til at tage på sightseeing i Trafallas efter endt læsning:

Mængde af steder hvor nogen har behov for beskyttelse:

Kortet over Trafallas:

Kort summeret: 2’eren tager over hvor 1’eren sluttede, og det er en flot fortsættelse. Julie M. Day giver os endnu mere oldschool fantasy, og holder fast i tonen fra sin debut. Trafallas virker mere levende end nogensinde, og slutningen får en til at holde vejret, og glæde sig over, at 3’eren snart udkommer. Det er klassisk og det holder stadig hele vejen. Læs den lige, lømmel …

Anmeldelse – Elleskudt

Kreeret af: Signe Fahl

Sider: 422

Bagmænd: Ulven & Uglen

Hvad går der for sig: Vi bliver losset direkte ind hvor 1’eren efterlod os – med mosevand i sokkeletterne, tåge på det regnvåde kindtøj og 1700-tallets bibelplagede kongerige at skridte af. Karen er ved at vænne sig til sin nye tilværelse med tågekluns, løse sjæle og hvad der ellers hører med af vætter, tågedisko og fabeldyr fra datidens latente overtro. Det er en helt ny verden, som det ikke er så lige til at begå sig i, finder hun ud af. Hun har reddet Daniels sjæl, men er selv blevet som ham – et væsen mosen har solidt i kravetøjet, og som må nøjes med at fistre omkring i tågen. Det er et liv med svære dilemmaer, mystiske lyde i natten, og overnaturlige prøvelser, der ville have taget pusten fra selv Bill Murray. For Karen, Daniel og Elle’s Angels er ikke alene i mosen … Begivenheder der har fundet sted tusind år før, hjemsøger stadig Daniel, og som en ulmende plet løbesod, lurer en ældgammel fjende i skyggerne. Kan Karen, Daniel og de andre få krammet på den gnistrende lurendrejer, inden det hele er for sent? Og hvad med Karens forsvundne lillebror? Fortid og nutid bliver blandet sammen, når tågespindet synes at strammes, og snart er der langt mere på spil for vore helte, der pludselig står overfor endnu en kamp om deres fortsatte beståen …

Skriverkarlen synes: Det er første gang jeg anmelder en 2’er! #klapdigselvpåskulderenknægt #anmelderoldermand #rolignu. Den opmærksomme forfølger vil huske, at Skriverkarlen var svært pjattet med første bind af Tågespind – og det har ikke ændret sig. Slet ikke, børnlille. I bind 2 bliver tingene endnu mere fantastiske, mystiske og eventyrlige, og det er altid det man sidder og mangler, når man læser historiske romaner. (Havde Pelle Erobreren ikke været bedre med en enkelt minotaur? Eller vætten Håkon Stålnakke, der lægger tidsler i dine hoser? Det tror jeg vist nok.) Det skal dog ikke tage opmærksomheden fra den historiske research, som forfatteren igen har udført. Vi bliver ikke kun i 1700-tallets Danmark, men vi bliver også taget med tilbage til jernalderen, og som selvudnævnt historienarkoman, sniffer man alle de små detaljer som slik. 1’eren havde potentialet til at blive en klassiker i historisk fantasy, og 2’eren tager over hvor den slap. Jeg elsker personerne. *Indsæt møs.* Karen er stadig meget realistisk, og der er tænkt over, hvordan en almindelig person ville reagere på en fantastisk situation. Vi bliver beriget med en fornuftig mængde tågeknalderi, men som den discipel Amor er glad for at han aldrig fik stukket ud af kommunen, så finder jeg kærlighedshistorien rar, og den rører hjertet på en ægte måde. (Selvfølgelig ikke så meget, at Skriverkarlen lod sig rive med. Jeg havde nemlig travlt med at drikke kulsort øl af anker, fortælle anekdoter om seriefodbold, og andre ting rajtie’ mænd ALTID gør, når de ikke er på værkstedet.) Beskrivelserne af ildvætten, gør ham til en god og mindeværdig skurk, og hans kompleksitet, gør ham samtidig meget menneskelig.  (Til slut så vil jeg dog ønske, at min navnebror i serien kommer over sin stålrettede march imod et Danmarksmesterskab i apati, og får lov at tage bare lidt affære i 3’eren.) Det hele slutter med en ubærlig cliffhanger, der fik mig til at brage bogen i. Jeg forlanger en 3’er! FLUKS! SGU! Jeg kan næsten ikke vente …

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde referencer til kristendommen:

Mængde steder datidens præster ville have lyst bogen i band:

Hvor meget Skriverkarlens ubehag ved tåge er vokset:

Og åben ild:

Lyst til at spise mos efter endt læsning:

Viden om hvordan man laver tykmælk efter endt læsning:

Viden om hvordan man laver tykmælk inden læsning:

Kort summeret: Elleskudt tager over hvor Ellekongen slap. Det er gennemtænkt, velskrevet og stærkt researchet historisk fantasy, med lidt ekstra til alle love-lovers derude. Tilknytningen til Danmarks historie og danske legender og sagn, er blot ekstra guf, man kan nyde mange gange i træk. Du har jo købt den første, som jeg sagde, ikke? Så køber du bare 2’eren med det samme.

Anmeldelse – Fanny Fairychild

Kreeret af: Lykke Lindbo

Sider: 228

Bagmænd: Forlaget Lindbo

Hvad går der for sig: Vi er stæset over den engelske kanal. Til landet med rattet i den forkerte side, det fornuftige forhold til tebreve, og det spøjse forhold til hvor meget man egentlig bør fremstille af hakket kød. Alligevel dufter der allerede fra begyndelsen lidt af det gamle nord, aser, honningsødede bajere, og jætte-hjemmesko foran kaminen. Efter lidt introduktion til nabolaget, og de mystiske kanaljer der bebor det, så møder vi Fanny, der bor med sin sammenbragte familie på en gård. Fanny er et forstandigt tøsebarn, med vid og dybsindighed, der har mistet sin mor, og nu sidder tilbage med sin ellers fornuftige far, white trash stedmor, og alt for tidstypiske brødre – der kun har snuden i cyberspace og ting der er født i ækel friture. Ting sker, magiske fiksfakserier rører sig i krogene, og inden længe finder Fanny et mystisk spejl, der leder hende på sporet af et magisk komplot i sværvægtsklassen. Kan den forsvundne moder have efterladt et spor af brødkrummer for pigen at følge? Og hvad er det egentlig der gemmer sig på den anden side af spejlet? Pludselig er hun hvirvlet ind i en strid, gammel som tiden selv, der ikke bare ændrer hendes opfattelse af sit ophav, men også Fanny selv. Nordiske guder, feer, og hvad der ellers kan krybe og gå af fabeldyr og sagnkræ derimellem, løber spidsrod omkring hende, i en gang dyster tagfat om magt, vælde og verdens fortsatte beståen.

Skriverkarlen synes: Jeg stødte på bogens muntre forfatter, imellem de vilde horder på BogForum, og som et gigantisk platfodet møl, med dårlig humor og hang til Cola Zero, blev den gamle Skriverkarl draget af forsiden på bogen. Omslaget er hjemmelavet, virkelig stemningsfuldt, og giver en perfekt ide om, hvad der venter på siderne. Selve historien er en gigantisk sammenblanding af nordisk mytologi og forfatterens fantasi, så ordlisten bagerst og de medfølgende kort, er en stor hjælp under læsningen. Som enhver selvudråbt badboy-4-life her i det hårdt prøvede kongerige, så ville Skriverkarlen til tider også ønske at han var en fe. (Nu ved I det, næste gang de snakker om rockere og LTF i tossekassen.) (Lad dog være at kalde TV for tossekassen.) Og feer er der nok af i Fanny Fairychild, da det er dem historien er centreret om. Nordisk mytologi er det nye i eventyr-tastaturbanker branchen, og mange forfattere har grebet Odin, Freja, Thor og Hjalte – guden for det at leje en trailer. (Eksperter er stadig ved at vurdere om sidstnævnte overhovedet er en gud. Eller bare en plattenslager.) Historien i Fanny Fairychild er original, og den starter lige på og hårdt, ligesom den også slutter med en solid cliffhanger. Jeg kunne dog godt tænke mig at lære Fanny, og hendes ven Elvy, bedre at kende bogen igennem, i stedet for så mange detaljer om, hvad hun har i sin rygsæk. Indrømmet, Skriverkarlen befinder sig på den flotte side af et par årtier fra målgruppen, og det spiller også ind. De flyvske feer og deres strålende, solbeskinnede verden, vil helt sikkert bjergtage ægte rollinger. Jeg endte dog personligt med at holde mest af jætten Agner, der er en kompleks karakter, og som til slut ender som en slags antihelt, med sure tæer og grimt fjæs. 2’eren til eventyret om Fanny Fairychild er allerede på vej, og jeg håber at lære Fanny og feerne bedre at kende i den! Jeg er sikker på at forfatteren udvikler sig med sin serie.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde fe:

Mængde pistoldueller:

Mængde beskrivelser af medbragt proviant:

Steder The Rock kunne spille en af rollerne i en filmatisering:

Mængde transport på kat:

Mængde steder hvor Marvel – de niddinger – har ødelagt spekulatoren, så man konstant sidder og venter på forfatterens beskrivelse af Thor:

Kort summeret: Fanny Fairychild er en solid debutroman, hvor der er brugt krudt på universet og på at få læseren til at opleve tingene som forfatteren ser dem. Der er plads til mere fordybelse i hovedpersonerne, så man for alvor kommer til at føle med dem og deres strabadser, imens flere af bipersonerne faktisk er rigtig interessant skruet sammen. Kort og ordlister er en lækker detalje, der viser at forfatteren har lagt arbejde i sit univers. Og hey, en bog kun om feer og glitrende ting? Det har alle vist brug for engang imellem.

Anmeldelse – Måneskinsbanden

Kreeret af: Kat Lassen

Sider: 269

Bagmænd: Calibat

Hvad går der for sig: Vi er i ligusterland. Parcelhuse, biler med krog, og plastikflamingoer i fuglebadene. Asger Nielsen går i 8.b på Dummerby [10hif9s] Skole, og er i store træk lige så almindelig, som en portion kødboller lavet på øjemål. Han er vild med et foretagsomt pigebarn, Emma, hænger ud med sin makker, Ali, og kæmper ellers heroisk, med hvad hverdagen skyder efter ham af snebolde, som den har haft i fryseren først. Vi støder til Asger og kanaljerne, som livet desværre har taget en uvelkommen drejning, i form af en klasselærer fra et så dybt sted i helvede, at man skal skifte bus 3 gange, og på revideret hjuldamperkursus i Alabama, for at komme derhen. DRAGEN kalder børnene hende. Et væsen så ækelt og ondskabsfuldt, at selv Vlad Tepes ville få nok, ringe efter rette myndigheder og tude til sin mor. Asger og hans venner har derfor nok at se til, men de har alligevel tid til at mødes i Måneskinsbanden. Et projekt Emma har startet, for at holde kanaljer, kratluskere og klatretyve i ørene, når mørket falder på over Dummerby. Det hele er mest for sjov, men inden længe rystes byen af en rigtig mordsag, og pludselig er Måneskinsbanden involveret til op over begge ører. Kan helt almindelige Asger “Bond” Nielsen finde den skyldige, komme overens med sin pletmuterede gilaøgle af en klasselærer, og samtidig cykle imod solnedgangen, med sin pige i favnen til slut?

Skriverkarlen synes: Måneskinsbanden er måske ikke direkte fantasy, men Skriverkarlen ser jo sig selv som lidt af en skæg fætter, og samtidig er han alsidig, som en dåse kædefedt i swingerklubbens garage, og må derfor forventes at kunne håndtere alle genrer med ynde. Det første der skal siges om Måneskinsbanden, er at man simpelthen ikke kan læse den, uden at blive lidt varm i koderne over Dragen, og få lyst til at tage med hende til traktortræk. Eller til VM i skovhugger. Eller på værthus og tylle kulsorte bajere fra trug. Hun er den mest karikerede karakter i bogen, men samtidig også den sjoveste. Selvom det ingenlunde kan ses, så er det et par år siden at undertegnede stak af fra folkeskolen, og man kunne frygte, at sådan en vaskeægte voksen som mig, ville falde for meget ved siden af målgruppen til at synes om bogen, men det er ikke tilfældet. Der er nok at grine af. (Den første der dog kalder Skriverkarlen barnlig, får en mandig lammer med mine Disney-Funkoer.) Jeg følte mig i hvert fald ført solidt tilbage til skoletiden, igennem Asgers alt, alt, alt for ægte øjne. Purken er kikset, usikker og resonerer på en måde, så man som læser får lyst til at træde ind igennem siderne, og indlede en samtale med noget a la: “Se så her, snothvalp. Sådan skal det sgu gøres.” Alene fordi man ser sig selv som en slapsvanset teenager igen, med for mange hormoner, for lidt hjerneceller, og med situationsfornemmelse som en knækket hegnspæl. Det giver en fin ægthed i karakterne, og selve historien er både munter, lun, og får en til at sidde og smile med hen ad vejen. Det er sjældent jeg direkte griner for mig selv af tekst, men det gjorde jeg et par gange her. Skriverkarlen hyggede sig med Måneskinsbanden. Gør lige det samme, din odder! (Og til slut skal der lyde en tak til forfatteren, for den indtil videre mest harmløse og hyggelige skudscene jeg har læst om.)

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Mængde provins:

Mængde steder ægte drager ville have været mere harmløse:

Lyst til at gå i ottende igen, efter endt læsning:

Lyst til at avle bier, efter end læsning:

Mængde snak om at køre om kap på cykel:

Badass-grad i at køre om kap på cykel:

Ekstra skala for udpenslet beskrivelse af grillbar:

Kort summeret: Måneskinsbanden giver sig ikke ud for at være mere end det den er. En sød historie, der skal få en til at klukke og til at have det sjovt, og det gør den til fulde med stor succes. Uanset om man er en skriverkarl, en bessemor’, eller en stakkel i ottende klasse. Dragen tager stikket hjem. Kommer der en 2’er med endnu mere Drage, så står jeg i kø hos boghøkeren en uge i forvejen.

Anmeldelse – Ravnenes Hvisken

Kreeret af: Malene Sølvsten

Sider: 707

Bagmænd: Carlsen

Hvad går der for sig: Der sker sære ting i Nordjylland. Ting der ikke er traktortræk. Eller direkte forbundet til iskolde strande. Anne Stella Sakarias er 17 år, og hendes liv har været en hård tur, med hvad der hører sig til af anbringelser, indsigt i de kommunale arbejdsgange, og andet svinepelseri’ fra skumle fyre og den hårde kerne, der lusker rundt dér, hvor de gule gadelamper ikke kan oplyse deres tribals og tårer under øjet. Vi støder til æ’ gæve pigebarn, på dagen hvor hun starter i gymnasiet i Ravnsted. (Der hvor ravnene vender. 10hif9s. Ej, stop.) Vi får indsigt i hendes tanker, vi møder hendes absurd gigantiske hund/dire ulv/trimmede kodiakbjørn i grå overfrakke, og præsenteres for det faktum, at hun kan se fortiden. Og læse mennesker. Deres følelser, personlige styrker, og auraer. En evne der har fulgt Anne hele hendes liv, og bidraget med sin del hovedpiner, angstanfald, og social harakiri. Hun har derfor holdt sig for sig selv, men første skoledag bliver en orkan af nye bekendtskaber, og derfra tager begivenhederne hurtigt fart. Hendes mystiske fortid, pletpsykotiske mordere og godt skårne fremmede spæner i cirkler om hende, imens en lagkage af mytologiske verdener med horn på hjelmen, og en enøjet kanalje ude på ballade, også trisser rundt på kanten af synsranden. Men det kan da ikke passe? For Odin, Yggdrasil, jætten Tryms bedste kammesjuk og revisor, Hans-Petter, og alt det andet fra den gamle nordiske mytologi, er da ikke noget der findes i virkeligheden? Vel?

Skriverkarlen synes: Som amtets selvudnævnte handlingens mand, har Skriverkarlen stor sympati for religiøse godnathistorier, hvor banditterne i det høje er klar til at springe op og give skurkene et par på frakken. (“Sammenligner De religiøse historier, med superhelte-tegneserier, hr. Skriverkarl?” “Shh, I kære små, det er en snak til en anden dag.”) Helleristninger om Thor, Odin og drengene, er derfor som udgangspunkt et hit fra start her i min hule, men hvor skal man næsten starte med denne her bog? Selvom jeg måske har været i skarp konkurrence med udvalgte stykker af Østjyske Motorvej, om at være den sidste til at få fingrene i Ravnenes Hvisken, så havde jeg ingen ide om hvad jeg gik ind til. Jovist, har man da fået kanoneret lov og pris ind bag øjenlågene, af det gammaglimt af stjerner der vælter ud, bare man bare spotter bogen på de asociale medier. Men det påvirker jo ikke en rajti’ prætentiøs karl, med forstand og sin egen mening i hu? Vel? Og nej … det gør det ikke. Men det gjorde bogen så til gengæld … Jeg elskede sproget, og langt hen ad vejen, elskede jeg også ægtheden i Anne, som en moderne heltinde. Nordjylland er uhyggeligt nok i sig selv, men selve præmissen, og måden hvorpå bogens univers flettes sammen med de gamle sagn og fortællinger, er hvad der gør den her bog til et mesterværk. Det er stærkt arbejde, i så høj en grad at Skriverkarlen forlængst er røget op af sit sæde, for at trække en honnør helt nede fra Sydpolen. Mystikken er på de rigtige steder, og man sidder i spænding til man vender sidste blad. Jeg forestiller mig også, at kernemålgruppen har hjertet i halsen, over de kærkomne kærlighedsdramaer der udspiller sig over siderne. (Selvom Elias er typen Skriverkarlen ville have kørt ned på sin tunede knallert i sin tid. Just sayin’. Varnar all da’ maddafakin’ way.)

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Lyst til at tage på eventyr efter endt læsning:

Spænding:

Lyst til at anskaffe en rigtig ulv som kæledyr efter endt læsning:

Evner til at håndtere rigtig ulv, baseret på evner til at håndtere aggressiv Chihuahua:

Mængde steder Skriverkarlen følte at han kunne hjælpe hovedpersonerne, havde han blot været til stede:

Mængde steder Skriverkarlen faktisk kunne hjælpe hovedpersonerne, havde han blot været til stede:

 

Mængde snak om hårfarve og krøller:

Mængde snak om folk der spiser junkfood:

Kort summeret: Alt i alt er Ravnenes Hvisken konstrueret til perfektion, og kan sagtens gå hen og blive international fantasy i sværvægtsklassen. Jeg var i hvert fald psyko’-godt underholdt. Møs til Malene Sølvsten for den læseoplevelse. 2’eren bliver også læst. Sgu!

Anmeldelse – Menneskekød

Kreeret af: Nick Clausen

Sider: 151

Bagmænd: Forlaget Facet

Hvad går der for sig: En makaber og rædselsvækkende mordsag optrevles og afdækkes, igennem blogindlæg, emails og SMS’er fra de involverede. Et par rollinger tager på ferie i det mørke Nordjylland, som fimbulvinteren æder sjæl, kindtøj og livsgnist hos befolkningen i området. Sneen fyger, frosten bider, og vinden hvisker sælsomme ting i øregangene. Vandrer der noget omkring i snetykningen? Allerede fra start bemærker børnene at der sker sære ting på gården, og inden længe føler de sig fanget i en snestorm af uhyggelige begivenheder. Skeletterne danser cha-cha-cha frem fra skabene, og blotlægger en frygtelig familietragedie, en rundtenom med farmortartar og purløg, og alle de hændelser der har ledt op til hændelserne på gården. Inden længe er alles liv i fare, men hvem er det der smiler på kanten af synsranden, der hvor sneen synes at feje konturer væk? Eller hvad? Sandheden er både skræmmende og dyster …

Skriverkarlen synes: Spørger du direkte, eller i nærheden af dem fra de små klasser, så er Skriverkarlen et rajti’ mandfolk og gjort af 100% helstøbt heltemateriale – titanium, Cola light og kulfiber – fra snudeskaftet og til hans hullede sokkeletter. Men gys og gru har aldrig været hans favoritgenre, thi dertil er hans fantasi desværre for god. Et enkelt kig ud imellem fingrene, når blodet sprøjter på TV eller i bøger, og så vrimler det straks med spøjelser’, genfærd og en tvehovedet Bjarne Riis i fodenden af sengen, så han ikke får lukket et øje. For sådan en bangebuks, er “det-kunne-være-sandt”-måden at skrive en gyser på, som en smoothie af kryptonit og pigtråd, der kradser hele vejen ned. Og Nick Clausen udfører det skræmmende godt i Menneskekød. (Og iskoldt. 10hif9s.) Så enkelt kan det egentlig siges. Uhyggen og væmmelsen kigger frem imellem linjerne, mange gange genereret af ens egen spekuleren, og imens man stykker de mange ledetråde og løse ender sammen, så ender man med at sidde tilbage en anelse svedig i håndfladerne, og med en sær lyst til at lade bilen stå i tomgang næste gang man tonser i Bilka, bare så den globale opvarmning kan sørge for, at det aldrig bliver koldt mere …

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Lyst til skiferie efter endt læsning:

Uhygge:

Mængde af emojis:

Lyst til at besøge Nordjylland efter endt læsning:

Lyst til at besøge Nordjylland før læsning:

(Slap nu af, det var bare for sjov. Skriverkarlen elsker Nordjylland.)

Appel til den fantasifulde læser:

Skriverkarlens optur over at hushjælpen hedder det samme som hende fra Family Guy:

Kort summeret: Menneskekød er yderst effektfuld og væmmelig, og det er forfatterens fulde fortjeneste. Den er uhyggelig, men sært dragende, fordi historien samtidig er spændende, og det giver altid plusser i en gyser. Mysteriet lever indtil det absolut sidste, og håndværket er gjort med stil. Skriverkarlen følte sig faktisk rigtig godt underholdt – søvnløse nætter til trods.

Anmeldelse – Væddermændenes Nat

Kreeret af: Tobias Stenbæk Bro

Sider: 319

Bagmænd: Turbine Forlaget

Hvad går der for sig: Agamore er et land med stolte borge, riddere i panser, mørk magi i gadekæret, og adelige intriger så skumle og højbårne, at Christian 7. pludselig minder om et sæsonindslag i Bamse og Kylling i sammenligning. I dette fantastiske rige, der kunne give en middelaldernørd gåsehud, forhøjet blodtryk og susen for stritørerne, bliver vi introduceret til den rå dagligdag for tre adelige og meget forskellige brødre, som den ser ud med ansvar, pligter, og hjertekvababbelser, over ære, magt og usømmelig omgang med buksetrolden. Det er en barsk verden. En ubarmhjertig verden. Hvor man skal være smart, snedig og snu, og snarrådig nok til at stikke sin fjende et højrehook til snudeskaftet, når han bukker sig for at rette på sine silkehoser. I et område der får læseren til at tænke på højland og rajtie’ mandfolk i ternede nederdele, går livet sin gang på borgen Ravnehøj, og vi får lov at følge hver brors sysler og bekymringer, som mørke skyer begynder at trække sammen i det fjerne. Fremmede kræfter rører på sig, og inden længe står en gammel fejde for borgens dør – uden invitation og på udkig efter ballade – der sender brødrenes hverdag en tur ud med badevandet. Komplotter og baghold lurer i skyggerne, og som tingene spidser til, er det ikke længere klart hvem brødrene kan stole på … Hvem er det der jagter dem? Hvem smeder rænker i det skjulte?

Skriverkarlen synes: Man skulle være en ægte skarnsknejt’ og den allerværste fusentast i det slidte kongerige, hvis ikke man kunne indrømme, at man mindst én gang i sit lange og begivenhedsrige liv, har drømt om at være ridder; Stikke kedelige stimænd flade med slagsværd og morgenstjerne, og så ellers ride afsted imod solnedgangen, med bemægtigede fruentimmere og guldskatte under den svage venstrearm. Tobias Stenbæk Bro er udover at være forfatter, også historisk uddannet, og det bærer Væddermændenes Nat tydeligt præg af – og Skriverkarlen æææælsker’ det. Så nemt kan det siges. Mangt en ledig stund har jeg siddet og nusset Ken Follett i nakken, og inderligt ønsket at kanaljens skriverier om kirkearkitektur og det at give sine døtre væk for sødede bajere og en fornuftig kornmark, blev brudt af lidt magi og mystik, samt et knap så historisk korrekt håb om, at hovedpersonerne faktisk skulle have en chance for sejr, selv hvis de brød med de dogmer, doktriner og samfundsforhold, der gjorde deres samtid til en kloak af sociale skel, vold, kvindeundertrykkelse, pest i de lange underhakkere, og alt hvad der kunne krybe og gå af afstumpet høvdingeyngel i ringbrynje og stål-Crocs. Den fortælling leverer Væddermændenes Nat – og mere til. Den hyperrealistiske måde at beskrive hverdagen i Agamore, gør at man næsten føler det som en historisk roman til tider, hvilket bare gør det eventyrlige og magiske endnu mere effektfuldt, og det er så imponerende og solidt udført, at man får gåsehud. Lige fra den sociale orden, til den religiøse del og påvirkning af samfundet – Der er tænkt over det hele. Desuden er det lækkert, at hverken Stormfrik, Cedrik eller Rodrik er særligt perfekte. Faktisk snarere tværtimod, er de produkter af den verden de bor i, og det fungerer virkelig godt, også som de udvikler sig i historien. Skriverkarlen er selvudnævnt historieentusiast og Ridder af den Rustne Fjerpen, og den her bog gik rent hjem. Strike, hole-in-one, og et spark over skinnebenet at slentre hjem fra bodegaen på, min skønne. Alle burde læse den. Easy as that.

Vurdering (1-5 Skriverkarle):

Antal gange Skriverkarlen følte at han med succes og stort heltemod, sagtens kunne komme personerne i bogen til undsætning:

Skriverkarlens realistiske chance for at overleve en sværdkamp:

Detaljegrad:

Lyst til at læse en faktabog om Agamore efter endt læsning:

Lyst til at sige kongen imod efter endt læsning:

Mængde snak om får:

Mængde snak om lastbiler:

Kort summeret: Væddermændenes Nat er strøget lige ind på Skriverkarlens favorithylde. Detaljegraden og omhyggeligheden er enorm, og karakterer, sprog og plot hænger virkelig godt sammen. Der er spænding og fortvivlelse, og selvom bogen har mange drabelige kampe og høj dramatik, så sidder man næsten lige så gerne, og nærstuderer detaljer om hvordan borgerne på Ravnehøj bestiller øl eller pløjer om kap.