
Kreeret af: Silja Okking
Sider: 219
Bagmænd: Politikens Forlag
Hvad går der for sig: Saga kæmper lidt med sagerne på hjemmefronten, med forældre der er som sådan et par banditter er flest. Rodede, urimelige og med grabberne for dybt i krukken med arbejd-altid-ansvar-aldrig-kiks. Stemningen i hjemmet banker mod det absolutte nulpunkt, efter at Sagas mor har rømmet skuden på stimandsagtig vis. Vi støder til Saga og hendes makker, Marcus, idet de trisser afsted mod skov, sværd og rollespil. Saga befinder sig stadig lidt aparte i selskabet, men hendes kærlighed til fantasy og eventyr – og til dels Marcus’ ekstroverte gavflap i mageløst overdrive – trækker hende alligevel med. Da det først går løs, bliver de dog skilt fra hinanden, og i en træfning mellem skumsværd, nørdbrøl og skrålende banditter i brynjer, bliver Saga sendt til tælling. Hun vågner op et fremmed sted, til konstateringen af, at de falske elverører hun var iført, nu er groet permanent fast til hendes kindtøj. Herfra må hun forsøge at sno sig i den nye verden hun er kommet til. Lære dens mekanismer, læse dens folk, og gætte sig til snydekoderne for at komme til sidste bane. Inden længe møder hun drengen Manto, og vikles ind i en truende konflikt, der trækker tråde til elverfolkets mest dystre, ældgamle hemmelighed. Det står hurtigt klart, at alle frie væsner er truede. Kan Saga redde en hel verden, så hun kan redde sig selv?
Skriverkarlen synes: Det kan ikke siges nok, hvor meget æ’ karl ÆÆÆÆÆLSKER’ når bogstavbankeren bag eventyret, knuselsker ikke bare sin historie og sine karakterer, men også genren og magien ved den. At Silja Okking har skrevet sin historie, og i fuldt flor har siddet og svunget sig med i hvert et sværdslag og nynnet med på hver en strofe skjaldeskrål omkring lejrbålet, hersker der ingen tvivl om. Det brøler ud af hver en passage. Assuldúr er et spændende sted, med alt hvad der hører sig til, for at give det pomp og panache. Vidunderlige landskaber, spændende byer og mystiske magier, komplet flettet ind i hinanden, som et lysende, dansende billedtæppe – især af de varme og levende beskrivelser bogen er rig på. Jeg Er Saga er en historie man aldrig kan blive træt af – som alle har brug for at hengive sig til, engang imellem. Og jeg mener, ALLE! (Fight me, bro.) En historie hvor det gode hæver næverne, klar til at stikke ondskaben et par klask til kæbetøjet, til trods for at oddsene er så små, at Danske Spil ville gå konkurs, blot ved at læse dem højt. En historie om at de vigtige ting her i livet overkommer alting, uanset hvem du er, og lidt vilje, kærlighed og forstand, brager alle nedrige fnatmider, med blod, død og trældom på programmet, durk i gulvet. Jeg kan aldrig få nok af det! Åh ja, og forsiden er i øvrigt så episk, at den burde have sin egen temamusik.
Vurdering (1-5 Skriverkarle):
Mængde spidsøre:

Mængde indtryk af at rollespil burde involvere en form for hjelm:

Antal biljagter:

Antal steder hvor Skriverkarlens ældgamle panik ved heste kiggede frem:

Mængde skov:

Kort summeret: Silja Okking har skrevet sit livs eventyr. Et der bare MÅTTE ud og deles, og resultatet er guf for alle eventyrlystne. Det er klassisk fantasy, for alle der elsker en god historie, hvor det gode tager kampen op med det onde, alle odds til trods. Det er en fortælling der gør glad, der giver lyst til at tage på færd, og som bare bekræfter at fantasy virkelig er den bedste genre. Saga er tillige en god hovedperson, som de fleste kan identificere sig med, og hendes udvikling er både god og også meget reel at følge. Åh, og Riga er madafaking’ badass. Sgu.